0 kommentarer

Hesten og solen Af Per Højholt

af d. 17. oktober 2009
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

48

Udgivet

2000

ISBN

87-90989-01-5

 

Per Højholt = afdøde fandenivoldske tresseravantgardist, der fik et folkeligt gennembrud i 80’erne med “Gittes Monologer”. Er der mere? Nej, ikke rigtigt. Eller det skulle da lige være, at han lagde ret reaktionært ud med en Heretica-inspireret digtsamling, der kun antyder hans senere så anarkistiske stil.

I slut-fyrrene var dansk lyrik generelt alvorstung, symbolladet og digtene gik benhårdt efter at være opbyggelige. Krigen var slut og mennesket skulle genrejses. Et slående eksempel er Ole Sarvigs digte. Den mentalitet er “Hesten og solen” også rundet af. Hvor Højholt senere, i denne læsers øjne, forsøgte at gøre sin tekst meningsfri og selvnedbrydende, er de her digte tungt lastede med metafor og patos. Jeget må konstant komme til sig selv i naturen og det ‘du’, som digtene ofte henvender sig til, ligger gerne i forlængelse af selvsamme natur. I den indledende suite, “Johannes-fragmenter”, kontrasteres de store følelsesudbrud med hverdagen, men alligevel skal en cigaret absolut være “af et himmelsk mærke.”; lidt irriteret bliver jeg også, når han et andet sted løfter sig op og anråber: “Og I, mennesker på jorden!/se: her staar jeg/spejlende jeres vankundighed.”. Det fyger om med store ord og højtidelige, lidt vage billeder. Der ligger noget utvetydigt religiøst i mødet med naturen og, som hos Sarvig, er de kristne symboler ganske markante. Syntaksen og rytmen ligger i tråd med ovennævnte og digtenes statelige gang gør det hele lettere søvndyssende.
Steder, hvor man ser tilløb til hans senere virke, er svære at finde, men digtet “Porten”‘s sære dialog, hvor to stemmer taler forbi hinanden, snerper derhenad. Den humor som kendetegner eksempelvis hans Supermule-digte er næsten fraværende, forsvundet i den nøgne eksistentielle krise.

Set i det store perspektiv, må man nok erkende, at der er en grund til, at “Hesten og solen” forbigåes. Samlingen er ganske enkelt for bundet til sin tid og blegner i forhold til resten af forfatterskabet. Man savner den højholtske energi!

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter