0 kommentarer

Håndværkeren af Sharon Bolton

af d. 15. maj 2020
Info
 
Sideantal

411

Udgivet

2019

ISBN

978-87-426-0151-8

Originaltitel

The craftsman
oversætter: Per Vadmand

Udgave

1.

 

Året er 1999. Florence Lovelady er taget til Lancashire for at deltage i Larry Glasbrooks begravelse – bedemanden, hun for 30 år siden fik dømt for at have slået 3 teenagere ihjel. Larry tilstod mordene, og indicierne mod ham var klare.

Hun har løbende haft kontakt med Larry, men har undgået spørgsmål om mordene – nu er det for sent. Tvivlen har dog hele tiden ulmet i hendes sind – var det den rigtige, der blev dømt?

Så springer handlingen til 1969, til Patsy, som vågner op og er spærret inde – hun tror først at hendes venner nok bare laver sjov med hende, men det er blodig alvor. Hun ligger i en kiste – ovenpå et lig – og kisten er begravet. Hun kradser, råber, og kæmper – men må lide en frygtelig død.

2 andre teenagere er forsvundet fra byen – har de mon lidt samme skæbne?

I byen hersker gamle legender og megen overtro – der er flere hekseringe i byen, og det antydes, at Patsys død har relation til heksene. Florence flytter ind hos to af byens hekse for at finde ud af mere.

Kvindelig betjent Florence Lovelady er i 1969 nyansat, lavt i hierarkiet og tilmed kvinde – hun bliver behandlet nedladende og må finde sig i at blive sat til at lave te og ikke blive betragtet som ligeværdig kollega. Hun er ikke dum – hun laver skemaer, prøver at finde fællestræk mellem de forsvundne teenagere, og det er Florence, der i nattens mulm og mørke åbner graven og finder Patsy. Der er dog ikke ligefrem belønning eller klapsalver – hun skal ikke stikke snuden for langt frem.

I bogens sidste del, som foregår i 1999, er det foruroligende for Florence at være tilbage. Hun har sin søn Ben med – han fornemmer også den anspændte stemning og uhyggen i byen, vil gerne væk derfra. Desværre vælger de at tage en overnatning – begivenhederne tager fart, der er drama til sidste side.

Bogen er spændende, uhyggelig og makaber – ikke for svage sjæle. Den del af bogen, der foregår i 1969 er ind imellem en smule langtrukken, mens der er meget drama og fart over feltet i sidste del af bogen fra 1999. Kan man gå ind på præmissen om hekseringe og magi, hvilket jeg selv har en smule svært ved, er disse mystiske ritualer med at gøre bogen anderledes end de fleste krimier. Beskrivelsen af, hvordan den unge kvindelige betjent bliver behandlet af sine mandlige kollegaer i 1969, er tankevækkende.

Jeg var virkelig overrasket, da det til sidst i bogen afsløres, hvad der virkelig skete i 1969 – og hvorfor Larry tilstod. Og sådan skal det helst være i en god krimi.

 

Anmeldereksemplar

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter