0 kommentarer

Glasnøglen af Alex Karl Morell

af d. 22. september 2018
Info
 
Sideantal

324

Udgivet

2018

ISBN

9788793362048

 

Ifølge forlaget gemmer der sig to etablerede danske forfattere bag pseudonymet Alex Karl Morell. Hvem de er, vides ikke. Men deres bog “Glasnøglen”, hvis første kapitel er skrevet af Ib Michael, er nok den mest bizarre spændingsroman jeg nogensinde har læst – og det skal forstås meget, meget positivt.

Forlaget skriver om “Glasnøglen”:

“Som hobby-ornitolog er Kathrin begyndt at betragte fugle med stigende mistro. Der er for mange, og de opfører sig ikke, som de plejer. Da hun stiller et tilsyneladende uskyldigt spørgsmål om ørne til en dansk journalist i Thailand, vendes der op og ned på hendes ellers så stilfærdige liv.

De to hovedpersoner kastes uforvarende ind midt i en sammensværgelse, der strækker sig fra Midtjylland til Sydamerika og omfatter uforklarlig fugleadfærd, løgnagtige nyheder om klodens brændpunkter og en gådefuld deadline, der er på nippet til at udløbe.

Begge må de sande, at paranoia er en færdighed, som ikke kan læres hurtigt nok.”

Det er umuligt at gengive handlingen i “Glasnøglen”, dels fordi den er så speget og dels fordi der vil være overhængende fare for at afsløre noget der ikke skal afsløres. Så udover forlagets egen beskrivelse, vil jeg lade det blive ved det.

Der var flere ting der slog mig under læsningen af romanen. Det var tydeligt at forfatterne (bag pseudonymet Alex Karl Morell) sandsynligvis ikke plejer at skrive spændingsromaner. Det var noget med sproget der fik mine tanker i den retning. Det matcher ikke den gængse spændingsroman. Det er for gennemarbejdet, og hæver bogen betragteligt over gennemsnittet indenfor genren. Det kan selvfølgelig også være et par kendte spændingsforfattere der bare har besluttet at hæve niveauet, men alligevel. Udover at bogen er virkelig spændende, til trods for at den bliver mere og mere surrealistisk jo længere man kommer ind i den, så var den en fornøjelse at læse. Dejligt, når der ikke kun er kælet for handlingen, men også for sproget.

En anden ting der ramte mig var at bogen, udover at være en god spændingsroman, også er et bidende skarpt indlæg i hele klimadebatten. Vil nogen (nationer) gøre noget ved det skrantende klima, hvis der ikke er penge i det? Og hvor mange penge skal der i givet fald til, for at det bliver interessant?

“Glasnøglen” er en hæsblæsende spændingsroman, med noter af surrealisme, sci-fi og tv-programmet “Hammerslag”. Det lyder underligt, og det er underligt. Men når man som jeg elsker bøger hvor forfatteren/forfatterne ikke lader sig begrænse af noget, og skriver bøger hvor alt er muligt og intet for skørt, så må jeg nødvendigvis knuselske “Glasnøglen”.

Bogen får hermed mine bedste anbefalinger til alle der tør lade sig udfordre på deres grænser. Læsere der elsker metervarekrimier er således advaret!

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter