0 kommentarer

Glasgow-kysset af Craig Russell

af d. 6. maj 2012
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

318

Udgivet

2012

ISBN

978-87-7070-259-1

Originaltitel

The Long Glasgow Kiss

 

“Demokratiets vugge havde stået i Athen, renæssancen var opstået i Firenze, og Glasgow havde forfinet skallesmækkeriet til en eksakt videnskab. Glasgowkysset, som det så kærligt blev kaldt ude i verden.”

Scenen er Glasgow i 1950’erne, en sodet, regnfuld, ucharmerende industriby, hvis indvånere har hård hud på sjælen og en sund og naturlig tørst, som de med stor ildhu sørger for at få stillet. 1950’erne – det var dengang, heroin var noget, man brugte som dråber til at lindre børns hoste; stoffets potentiale som narkotikum var endnu relativt ukendt; i Skotland i hvert fald.

En tvivlsom bookmaker smadres til ukendelighed. En berømt sangerindes lillebror forsvinder. Lillebroderens ven forsvinder. En lovende bokser modtager uhyggelige dødstrusler. Glasgows kriminelle overhoveder, de Tre Konger, bryder sig ikke om disse kedelige hændelser, for byens brutale politikorps har en tendens til at rette blikket deres vej, hver gang noget går galt.

Lennox må på banen. Lennox, den arketypiske detektiv: Skarpsindig, hårdtslående, dameglad, skeletter i alle skabe, god ved de gode, ond ved de onde – et herligt bekendtskab. Med flittig brug af lige dele intelligens og totenschläger baner han sig vej ind i et morads af korruption og dobbeltspil. Han spiller med livet som indsats, og hans modstander viser sig at være et endnu farligere bekendtskab end selv de Tre Konger.

“Glasgow-kysset” er veloplagt, kynisk og flabet på den særlige skotske måde, som Ian Rankin også mestrer. Ikke så beskidt som amerikanernes detektivromaner, ikke så subtil som briternes – bare drøncharmerende og morsom. Craig Russel er en mand, der skriver lige op med genrens bedste.

Stor tak til Ole Lindegård Henriksen for en brillant oversættelse.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter