Fremtidsspejl af Svend Åge Madsen

Tænk, hvis man kunne kurere kronisk depressive personer, der normalt ville kunne se frem til en uendelig række af hukommelsesberøvende elektrochok, simpelt hen ved at erstatte alle deres dårlige minder med en positiv fortid. Sindsløftning.

Tænk, hvis man kunne vælge mellem to tilsyneladende lige dejlige potentielle kærester ved at lægge nutidsfotos af dem ind i en algoritme, der ekstrapolerer, hvordan de hver især kommer til at se ud i fremtiden. Et fremtidsspejl.

Den snurrige forfatter Svend Åge Madsens bøger er altid sprængfyldte med den slags kreativt-spekulative indfald, de to nævnte er fra den aktuelle roman “Fremtidsspejl”.

Indfaldene er pakket ind i en rigtig handling med personer og begivenheder og alt til faget hørende. Aldrig kedeligt, aldrig helt almindeligt, aldrig let –

– thi Svend Åge Madsen er for de tålmodige. Han er ikke spor nem at gå til, men belønningen venter for enden af regnbuen. Hvis du altså kan finde den; regnbuen.

Som i sin tid i “Tugt og utugt i mellemtiden” er plottet i “Fremtidsspejl” labyrintisk. Også her leger Madsen med skift mellem forskellige tidsæraer og personer, der skifter navne. Læseren er konstant nødt til at holde tungen lige i øret.

De to indfald, der starter anmeldelsen, udgør bogens tyngdepunkt. Og naturligvis flettes veje og vildveje sammen, så der kommer en (nogenlunde) sammenhængende og ganske spændende historie ud af det.

Et tredje tyngdepunkt er 78 fodnoter, der uddybes bagerst i bogen. Drilsk, som han er, har Madsen nemlig indføjet mindst 78 referencer til sit omfattende forfatterskab. Vi møder adskillige tidligere hoved- og bipersoner, som spiller større og mindre roller i den foreliggende bog. Kræs for Madsen-aficionados – og heldigvis ikke videre forstyrrende for læsere på gæstevisit i den gale/geniale mands univers.

“I netop dette øjeblik fik George for første gang følelsen af at være deltager i en gal mands tankespind.” Ja, tak spids – men hvad så med den sagesløse læser?

den gale mand, madsen, finder på at skrive hele afsnit med små bogstaver, uden at man, læseren, helt fatter hvorfor. Han finder på de mærkeligste navne – Solfager Møllegård, Klarabella Autum, Hardy Bimpel – og fjoller legesygt rundt med ord og begreber. Fx en udgave af biblen med kvindepolitisk fokus, hvor hovedpersonen selvklart hedder Jesuine.

En stor buket roser for den finurlige handling. Omvendt trækker det ned, at handlingen er så svær at trænge ind i. Desuden er der lidt for meget onkelhumor denne gang, Mads Åge Svendsen.

Lån bogen på biblioteket