0 kommentarer

Lokumsbogen 2026 af Sten Wijkman Kjærsgaard og Ole Knudsen

af d. 13. november 2025
Info
 
Sideantal

160

Udgivet

2025

ISBN

978 87 7623 218 4

Udgave

1. udgave

 

Denne morsomme udgivelse er et godt bud på årets mandelgave eller en snurrig værtindegave, især hvis værtinden er en mand (er det ikke mest mænd, der læser på toilettet?).

”Lokumsbogen” er udkommet siden 1975 og er en art årbog med en humoristisk og kuriøs blanding af fakta, citater, lister, mærkelige nyheder og underholdende trivia. Serien er skabt til det brede publikum; alle i familien kan finde noget af interesse, ikke mindst fædre og hyggeonkler, hvis særlige form for humor udgør den røde tråd fra start til slut.

Anmelderen jublede, da han i ”Lokumsbogen 2026” faldt over en sentens, som ofte blev citeret i hans rare, men ikke just sterile barndomshjem: Hellere lidt skidt i hjørnet end et rent helvede.

I dette kræsne anmelderforum vil listen med ”De værste popord og vendinger” nok også vinde genklang. Fx Jeg hører, hvad du siger. Og Italesætte. For ikke at nævne Vækste og Spille hinanden gode.

I den sunde afdeling er der en seriøs artikel om alligatorpæren…?! Jow, sgu, det kaldte man i fuldt alvor avocadoen i gamle dage.

Fra plante- og dyreriget er der ligeledes en klumme om kakerlakker, det ækle seksbenede insekt, som ofte bruges som model for elektroniske robotter. Men vidste du, at der findes robotter, der kan få rigtige kakerlakker til at tro, at robotterne er kakerlakker?

Og vidste du, at du eller en af dine bekendte kan blive konge eller dronning af Danmark? ”Lokumsbogen 2026” anviser hvorledes. Og det skulle være ganske vist.

Den godt halvanden hundrede sider lange bog er fyldt med små, sjove opgaver, sære billeder, eventyr, spøjse annoncer fra før verden gik af lave og, som sagt, onkelhumor, som nok skal kalde smilet frem, mens du sidder dér på tønden og falder i staver:

”Kaffe er nødvendigt for os mennesker, hvis vi skal overleve … Bare tænk på dinosaurerne. De havde ingen kaffe … Og se hvordan det gik for dem.”

 

lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter