Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand af Helle Helle

Susanne, som gør rent, bor sammen med Kim, som ikke har noget arbejde, men selv mener han er i gang med en forfatterkarriere. Han sidder dagen lang over computeren, mens Susanne knokler med de praktiske ting (det lyder mærkelig bekendt). Forholdet er gået lidt i stå, parret ser færre og færre mennesker, går efterhånden sjældent ud og taler stadig mindre med hinanden (det synes jeg også jeg har hørt om).

Så bliver Susannes kollega Ester uvenner med sin kæreste, som er hende utro. Susanne og Ester mødes på café, fordi Ester har brug for at snakke. Ester har to kufferter med og spørger om hun kan bo hos Susanne og Kim et par dage. Selvom de kun har været ‘veninder’ i et par uger og kun er blevet det, fordi Ester har ringet nærmest dagligt for at sludre. Og til trods for at Susanne og Kim kun har en lille to-værelsers, kan Susanne ikke sige andet end ‘jo’. Og skønt Kim bliver alt andet end begejstret, siger han i hvert fald ikke nej så højt, at hun kan høre det.

Så Ester flytter ind – og det er ikke kun for et par dage, for den skiderik til en kæreste skal i hvert fald ikke tro, at han bare lige bliver tilgivet. Og så er hun gravid. Først sover hun på sofaen i stuen; men da hun så brækker håndleddet overtager hun dobbeltsengen.. Og månederne går….

Det er jo næsten ikke til at holde ud! Hvorfor kan de mennesker ikke bare sige fra.. Men sådan er det jo, vi vil så gerne gøre andre tilpas og tilsidesætter vores egne behov. Og rammer samtidig vore nærmeste, som må døje med vores manglende proportionssans. Og vi høvler alle kanter af hinanden i vores parforhold, så der til sidst ikke er andet end et par polerede, enslydende nikkedukker tilbage…

Hvorfor overhovedet læse Helle Helle, som om livet ikke var deprimerende nok i forvejen. For særligt opmuntrende er det altså ikke, at læse om hendes mislykkede eksistenser, som tilsyneladende aldrig får livet til at fungere. Som aldrig klarer sig godt, som ikke har hvad der skal til for at komme frem i tilværelsen. Som tværtimod er så kiksede at man krummer tæer, konsekvent lader andre overskride deres grænser, uden mod, uden forhåbninger, ambitioner og retning, ulykkelige skæbner.

Men sagen er, at de også er gode mennesker med positive karaktertræk, som har det svært og som man hurtigt identificerer sig med og føler sympati for. Med problemer, følelser og tanker, som de langt de fleste af os kender til. Om at lykken må findes et andet sted, at man bør hjælpe de, som har det sværere end én selv, at tingene kunne være gået bedre hvis bare… osv…

Det er så banalt og samtidig utrolig stærkt. Igen en pokkers ubehagelig og pokkers god bog fra Helle Helle.

Lån bogen på biblioteket