70
2019
9788702286601
1.
Mange af Strids figurer mødes her i et specielt eventyr, som blandt andet indeholder monstre, en russisk heks, kabelforbindelser over Storebælt, Metallica, og en køretur i en københavnsk bybus. Og hvordan bindes alt dette så sammen?
Tja, drengen Austin er forsvundet fra den gamle flyveplads Kløvermarken, blæst langt væk af vindmændenes vindmaskine. Spørg ikke hvem eller hvad vindmændene er for nogen, for de omtales kun, men Strid viser dem ikke frem.
Storesøster Minna er taget til Kløvermarken hvor hun møder heksen Baba Yaga, der tilbyder at lære hende at flyve. Heksen har et hold hjælpere der rejser med Minna til monstrenes ø. Post-geparden, Mimbo Jimbo og Tapiren, alle tre faste figurer i Strids andre børnebøger.
Via et meget finurligt ritual, der involverer en to-krone, hindbærbolcher og lette tanker, lærer firekløveret at flyve, og afsted går det over Hovedbanegården, via Storebælt til monstrenes ø, hvor truppen både finder Austin, monstrene og en megasjælden Vox Organ guitar. På den spiller tapiren et nummer med Metallica, og musikken udløser affyringen af et missil som gruppen er lige ved at få i hovedet. Derefter flyver de på monstrene hjem.
En af de etablerede anmeldere skrev i sin tid at historien blev afviklet for hurtigt. En helt forkert betragtning, når man ihukalder sig målgruppens begrænsede opmærksomhedsspektrum. For de mindste skal der helst ske noget så deres ubegrænsede nysgerrighed er tilpas pirret. Også det har Strid fuldt ud styr på.
Formatet er lidt specielt og ganske originalt, det er en meget organisk, dynamisk og livlig børnebog, der ikke er drevet af en fortællerstemme men af dialogen mellem figurerne. Der er talebobler ganske som i en tegneserie, og spørgsmålet er om ikke Flyvebogen er både tegneserie og billedbog. Eller en slags hybrid.
Usædvanlig original og vellykket.