Flagermusmanden af Jo Nesbø
343
2007
978-87-7053-050-7
Flaggermusmannen
“Flagermusmanden” var den første Nesbø/Hole-krimi, jeg læste for snart mange år siden. Den var god, syntes jeg, men ikke så mindeværdig, at navnet Nesbø blev mejslet ind i hukommelsen. År gik, og pludselig faldt jeg over “Panserhjerte”, som er så ulideligt spændende, at resten af serien bare måtte sluges. I mellem tiden havde Nesbø altså udviklet sig til en af Nordens absolut dygtigste spændingsforfattere!
Sommerferie på en græsk ø. Hvad laver man? Giver flagermusen endnu en chance, selvfølgelig. Den er skrevet i 1997 og er slet ikke så ringe endda. Men helt ærligt – man mærker straks, at den unge Nesbø var mere ufokuseret og fjollet, end han er i dag. Der er alt for meget ligegyldigt turistgas og fyldstof, personerne er til tider ren slapstick, og handlingen bevæger sig af sted i mildest talt adstadigt tempo.
Faktisk indrømmer Nesbø det selv: “Her sidder jeg på en bar, tænkte Harry, og lytter til en transvestit, der forelæser om australsk politik.” Side op og side ned. Man har lyst til at råbe: KOM NU TIL SAGEN, MAND!
Et eksempel på den lidt lalleglade stil anno dazumal er kapiteloverskrifterne. Hvad skal man mene om følgende appetitvækker: “En slåbrok, statistisk signifikans og en akvariefisk”….?
Harry Hole er 32, tørlagt alkoholiker med en kollegas liv på samvittigheden; en charmerende gut og slet ikke den midaldrende knudemand, han fremtræder som i dag. Som ung kriminalassistent sendes han til Sydney for at hjælpe med opklaringen af mordet på en norsk jente, der er fundet voldtaget og kvalt. Hun har været kæreste med en kendt pusher, og sammen med Andrew, en munter og hårdtslående aboriginer og kollega fra det australske politi, giver Hole sig til at grave i det løsslupne narkomiljø for at finde spor at gå efter.
Det bliver en både farlig og farverig jagt på en psykopatisk morder, der har en hel stribe lyshårede pigers liv på samvittigheden. Undervejs går det op for Hole, at morderen må være én fra inderkredsen, for vedkommende er hele tiden et skridt foran og tøver ikke med at rydde vidner af vejen på mest makabre vis. En smuk, rødhåret, svensk bartender åbenbarer sig som en stor opmuntring, men også hun skal passe på, for morderen begynder at fokusere på Hole selv, idet han viser sig at være en hårdere modstander end det samlede, australske politikorps.
Som sagt: “Flagermusmanden” er en glimrende krimi med mange af de spektakulære detaljer, som Nesbø siden har gjort til sit varemærke. Fx mord begået med guillotine, med heroin og med hvid haj! Og mod slutningen intensiveres spændingen voldsomt. Men til min smag er der for megen sniksnak; en last, Nesbø siden er kommet efter. Derfor vanker der kun 3 stjerner med pil op.
