445
2003
87-00-49878-5
Yige ren de shengjing
1.udgave
“Et ensomt menneskes bibel” er meget personlig og dyb skildring af forfatteren Gao Xinjiangs oplevelse af kulturrevolutionen i Kina.
Modsat mange andre bøger der handler om kulturrevolutionen, gør Gao Xingjian meget ud af at fortælle hvordan han levede/overlevede som menneske og selvstændigt individ i den periode.
“Et ensomt menneskes bibel” handler i høj grad om savn og afsavn og om at søge tilbage til sine rødder og finde sig selv midt i galskaben. Selve perioden hører man kun flygtigt om, da han som sagt fokuserer mere på det individuelle frem for galskaben og grusomheden.
Det gør bogen meget mere intens og samtidig kan læseren selv danne sig et indtryk af kulturrevolutionen fordi han ikke kommer med løftede pegefingre og siger “Så slemt var det”.
Historien begynder på et hotelværelse i Hong Kong i 1997, hvor forfatteren har indledt et forhold til en tysk kvinde. Mod sin vilje får kvinden ham til at fortælle om sit liv i det Kina som han til sidst måtte forlade for at gå i eksil i Frankrig. Langsomt begynder han at erindre alle de ting han i så mange år har fortrængt, som han efterlod sig i Kina.
Bogen er i høj grad selvbiografisk, og selvom man måske ikke ved hvad kulturrevolutionen er, er jeg sikker på at man sagtens ville kunne forstå meningen med den alligevel. For dybest set handler den om livets glæder og sorger og om at søge tilbage til menneskets helt basale behov.
Dette er en virkelig rørende bog, fordi den nogle steder kan være virkelig trist og sørgelig og andre steder er den fuld af håb og livsglæde.
Bogen fortjente helt sikkert at Gao Xingjian modtog Nobelprisen i litteratur i 2000.