En lykkelig slutning af Maren Uthaug

Berlingske skriver på forsiden af bogen: ”Vidunderlig, diabolsk, kontroversiel og en kulturhistorisk døds-tour de force”. Jeg kan bare tilføje: Bizar, hæsblæsende, oplysende, væmmelig, morbid og aldeles betagende. Superlativerne står i kø.

Det er en bog som ingen anden, jeg har læst. Og jeg er helt forpustet af begejstring over Maren Uthaugs evne til at fortælle historien om 7 generationer af bedemandsslægten Christiansen og med dem historien om, hvordan vores syn på døden, begravelsesritualer og bedemænd har ændret sig gennem tiderne.

Det lyder dystert og støvet alt sammen, men det er det absolut ikke. Historien har en spændingskurve som en thriller og en underfundig humor og en lethed i sproget, der suger læseren ind i forfatterens spind.

Slægtshistorien starter i begyndelsen af 1800- tallet, hvor den første Christian Christiansen tumlede i land på Stillehavsøen Tikopia. Her giftede han sig med en lokal kvinde, og hvor bizart det end lyder, slog de sammen spædbørn ihjel og gav dem en smuk begravelse. Hvordan det hænger sammen, vil jeg ikke afsløre her, det skal kommende læsere have til gode. Deres egen søn Christian måtte flygte fra øen, da hans lillesøster blev født for at redde hendes liv. Denne Christian endte ad snørklede veje i København, hvor resten af historien foregår.

Andre Christian’er specialiserede sig i varsler, nogle havde kontakt med afdøde og atter andre havde OCD eller slog ihjel for sjov. Og en var sågar gift med en ånd. Mellem alle Christian´erne var der en Nicolas, som er historiens fortæller. Han er for resten nekrofil! Og der bliver ikke sparet på detaljerne, når han fortæller om sin hverdag med de døde.

Der er nok af historier og sidehistorier at holde rede på, men Maren Uthaug har løst det fint med, at hvert kapitel om en ny Christian har en optegnelse over, hvor langt vi er nået i slægten, og hvem det er, der er gift med hvem.

Om ”En lykkelig slutning” nu også har en lykkelig slutning, vil jeg lade op til den enkelte læser. Jeg synes vældig godt om slutningen. Men gennem læsningen af bogen fra side 1 til side 380  bliver man også udfordret så meget på, hvad der er normalt og hvad der ikke er normalt, at man undervejs overgiver sig til præmissen, om at – ja det kunne jo godt ske.

Bogen er lækker at se på, i et handy format og opdelt i overskuelige kapitler. Jeg er vild med den orange farve, der fanger blikket, inden man dvæler ved kisten i jorden.

Applaus!

Lån bogen på biblioteket