Den sidste vostjak af Diego Marani

Utroligt velskrevet, og også en lille smule mærkelig på en lidt surrealistisk måde, der fungerer virkelig godt.

Den italienske forfatter Diego Marani, er fascineret af forholdet mellem sprog og identitet. “Den sidste vostjak” er andet bind i en lingvistisk trilogi om netop det emne.

En sprogforsker opdager det sidste overlevende medlem af et uddøende folk – potentielt et kæmpe gennembrud i sprogforskningen. Det bliver mødet mellem på den ene side et tilsyneladende civiliseret og på den anden side tilsyneladende primitivt menneske. Spørgsmålet er bare, hvem der er hvem?

Ivan, den sidste vostjak, taler et sprog som ingen helt forstår, men en sprogforsker møder ham tilfældigvis og ser ham som en slags missing link i en større sammenhæng. Hun vil præsentere Ivan og hans unikke sprog på en forestående konference for lingvister, og dermed trække tæppet væk under mere eller mindre al etableret forskning på området. Ikke alle bryder sig om hendes forskning og tæppetrækkeri, og især én videnskabsmand, for hvem egne resultater og prestige betyder mere end videnskaben selv, vil gøre alt for at Ivan ikke dukker op på konferencen. Men Ivan bliver trukket ud af skovene i det iskolde Sibirien og sat på et tog til Helsinki, og derfra går det sådan set bare fra skidt til værre.

Ivan er måske nok i alles øjne den primitive mand der ankommer til Helsinki i ildelugtende hjemmelavet skindtøj, men efterhånden som historien skrider frem, bliver det sværere og sværere at se hvem der dybest set er primitiv. Den civiliserede bliver mere og mere primitiv, og den primitive bliver om ikke civiliseret, men så hæver han sig i hvert fald over det vi normalt forstår ved at være primitiv. Spørgsmålet er, om der er forskel på de to når det kommer til stykket. Det vil jeg mene der er, og det falder ikke ud til den civiliserede videnskabsmands fordel.

Sprog er det bærende i romanen, og nok er Ivan primitiv set i verdens øjne, men gennem hans sprog og kultur er han meget mere end det. Ivan er en del af noget der er større end ham selv. En del af alle dem der gik forud, og en del af den natur han lever af og i. Ivan er i det hele taget et meget mere helstøbt menneske end de fleste “civiliserede”. At han så ikke er helt tryg ved elektrisk lys, russiske prostituerede og isbrydere, betyder i sidste ende ikke noget. Intet af dette gør et menneske til et menneske. Det gør derimod menneskets sprog, historie og sammenhæng med verden.

Overordnet set er det en fuldstændig vanvittig historie, men graver man lidt dybere i det vanvittige, finder man den dybere mening og den større sammenhæng. Altsammen skrevet af en forfatter der har sproget og ordet i sin magt.

“Den sidste vostjak” er mærkelig, ingen tvivl om det, men har du mod på at udfordre dig selv på flere måder, kan jeg varmt anbefale Diego Maranis lille mesterværk.

Lån bogen på Bibliotek.dk