364
2023
978 87 94232 12 8
The Night Shift - oversat af Kamma Krogh
1. udgave
”Efter lukketid” er en ferm, amerikansk krimi, som leverer en weekends tilfredsstillende underholdning – og bagefter er glemt i vrimlen af lignende tilbud om at slå tiden effektivt ihjel uden at tænke for dybt over det.
Netflix kunne uden yderligere overvejelse købe historien og omdanne den til en seks afsnits krimiserie med lutter ukendte navne på rollelisten. Bagefter kunne streamingtjenesten passende kaste sig over Alex Finlays debut, ”Rå natur”, der lige er et nøk bedre og mere ambitiøs. Finlay er en ny tids krimisnedker, som fortsætter i samme boldgade, hvor en Harlan Coben ikke helt har sluppet endnu.
Handlingen finder sted over tre intense dage i april 2015 i byen Linden i New Jersey nær New York. I en isbutik myrdes tre tilsyneladende sagesløse personer efter lukketid, kun den kvikke, men indesluttede teenagepige Jesse overlever mirakuløst.
Jesse vil ikke tale med politiet, men åbner sig til gengæld villigt for Ella, en lettere derangeret terapeut, som selv mirakuløst overlevede et lignende massemord i en Blockbuster 15 år forinden.
Er det den samme morder, der er på spil? Eller en copycat med adgang til ikke-offentliggjorte detaljer fra politiet efterforskning?
Blandt efterforskerne møder vi den højgravide FBI-agent Keller og den unge advokat Chris, som er bror til Vince Whitaker, den flygtede mistænkte i sagen fra 1999. Vi møder også Rusty, Chris’ og Vinces far, der er så dumt et svin, at man tager sig til lillehjernen. At brænde drengene med cigaretter er blot én af fyrens specialiteter, når han da ikke sidder på den lokale stripbar og fylder fedtede chicken wings i skroget.
Finlay dækker dygtigt morderens identitet hele vejen frem til det afsluttende opgør, hvor både kniv, bue og pil samt de allestedsnærværende skydevåben tages i brug. Forfatteren sammenligner selv opgøret med en legendarisk scene i ”Ondskabens øjne”, men helt så nervepirrende er den nu ikke.
Falco burde overveje at hyre en mere nøjeregnende korrekturlæser. Hold nu op, hvor er der mange slåfejl i den forholdsvis korte tekst.