Dræb ikke en sangfugl af Harper Lee

”Dræb ikke en sangfugl” er gjort af det stof, drømme også væves af. Et poetisk og tidløst eventyr med dybe rødder i en grum virkelighed. Bogen er en født klassiker, skræmmende velskrevet, om muligt bedre end sit ry. Et must-read, der kun kan hædres med seks ud af fem mulige stjerner.

Vi befinder os i den lille sydstatsby Maycomb i Alabama i 1935. Den rapkæftede 8-årige Jean Louise ‘Scout’ Finch bor med sin mere besindige storebror Jem, deres kloge sagførerfar Atticus og den gæve, sorte hushjælp Calpurnia i et stort skrummel af et hus, hvorfra de to børn og deres ven Dill med den livlige fantasi drager på togter blandt nabolagets forfaldne villaer og tilgroede haver.

Meget skal udforskes. Er naboens søn, som man ikke har set i årtier, et katteædende monster? Har den skarptandede gamle kone henne om hjørnet skjult et gevær under sine gevandter? Og kan det mon passe, at det meste af byen er i familie med hinanden, næsten indavlede?

Tilværelsen i den fredsommelige, let slidte by byder kun på mindre udfordringer for to kvikke børn med en respekteret far; mestendels handler det om at balancere på klasseskellets knivskarpe æg. Men kradser man lidt i overfladen, kommer man hurtigt ned til ulmende racespændinger mellem de fattige hvide og de sorte (som i bogen hedder negre). Fordomme og mistanker står i kø, den mindste gnist kan få krudttønden til at eksplodere.

Let modstræbende påtager Atticus sig den utaknemmelige opgave at forsvare en sort mand, der står anklaget for voldtægt af en fattig, hvid pige. Og nu får familien Finch kærligheden at føle. Naboer og bekendte begynder at tale bag deres rygge, i åbent forum er ‘nigger-elsker’ blandt de mildere udtryk, de må stå model til. Den berømte sydstatscharme falmer brat, gentlemen er ikke længere gentlemen, der er lynchning i luften, og pludselig er det ikke spor hyggeligt at bo i en lille, beklumret by midt blandt et indskrænket, fattigfint borgerskab.

Kvælende varme kendetegner somrene i Maycomb: ”Stivelsen var helt gået ud af mændenes flipper allerede klokken ni om formiddagen, damerne tog bad før middag og igen efter deres middagslur, så når tusmørket sænkede sig, var de som bløde theboller med et overtræk af små svedperler og sødligt duftende talkumpudder.”

Harper Lee får nogle interessante og uhyre (nu)tidssvarende betragtninger ud mellem sidebenene om racediskrimination, kønsdiskrimination og våbenlovgivning. På raffineret vis får hun endda sammenlignet amerikansk hverdagsracisme med nazisternes jødeforfølgelse. Alt sammen pakket ind i den hyggeligste, uskyldige beretning fra en lilleby for firs år siden.

”Dræb ikke en sangfugl” er udgivet i 1960, men Ms. Lee er lysår foran sin egen tid. Her er Scout i negerkirke med kokkepigen: “Akkurat som i min egen kirke hørte jeg nu igen påstanden om kvinders urenhed, der syntes at spille så stor en rolle for alle præster.”

Verden af i dag kunne i den grad bruge en Harper Lee.

Lån bogen på biblioteket