Dr. Wunderkammers oversættelser af Thomas Strømsholt

Thomas Strømsholt serverer 12 drømmende, stemningsfulde og til tider sært skræmmende noveller i sit seneste udspil “Dr. Wunderkammers oversættelser”.

Strømsholt er en virkelig interessant forfatter. I 2010 udgav han sin første novellesamling “De underjordiske”. Her gav han de danske folkesagn et twist, og resultatet var en række fascinerende og velskrevne noveller.

I “Dr. Wunderkammers oversættelser” har han samlet 12 noveller, hvor knap halvdelen er reviderede udgaver af tidligere udgivne noveller. Eller måske skulle man kalde dem oversættelser? For som der står indledningsvis i samlingen, betyder oversættelse 1) at oversætte noget fra ét sprog til et andet. 2) omdannelse eller omsættelse af noget til noget andet. – Jævnfør forvandling.

Og novellerne her i samlingen handler netop om oversættelser, omdannelse og forvandling. Om skov og by og mennesker.

Blandt mine favoritter er “A Thing of Beauty”. Fortælleren er bibliofil og har en fuldendt samling af Lilian Slaviks værker. Næsten – for efter Slavik begik selvmord har rygterne svirret om et sidste manuskript, som aldrig er blevet udgivet. Opslugt af samlertrang opsøger fortælleren en respekteret professor, der også kender til det manglende manuskript, og afsløringen bag er både overraskende og makaber.

En anden favorit er “Arkitektens øjne” som Thomas Strømsholt oprindeligt skrev til antologien “Urban Cthulu: Nigtmare Cities”. Novellens fortæller er Luka, der lider af søvnbesvær blandet med mareridt om en forladt by. Da han bliver fyret, må han flytte fra sin lejlighed, og det bringer ham til Tawil Street i Old Town, hvor han flytter ind i et pensionat. På sine gåture rundt i området støder han en dag på en bygning fra sin drøm, og det bliver starten på en lang søgen. Hvad der særligt fascinerer mig i netop denne novelle, er den nærmest Lovecraftianske horror, der emmer ud hver eneste sætning, men alligevel holdt i Strømsholts nærmest poetiske sprog.

Jeg kunne sagtens fremhæve flere noveller, for Strømsholt er en dygtig fortæller. Han er dog ikke let at læse. Teksterne kræver tid, både til at synke ind, men også til at læse. De er fyldt med referencer om alt lige fra musikhistorie over græske myter til botanik og arkitektur. Jeg må også ofte slå ord op under læsningen (f.eks. vidste jeg ikke, at elegisk betyder vemodig eller apoteose er guddommeliggørelse), så ind i mellem kan jeg føle mig lidt dum.

Alligevel er jeg begejstret, for Strømsholts univers er måske nok sært og svært, men det er også fascinerende og fabulerende med en understrøm af mørke, dystre og elegiske hemmeligheder. Og så har han altså et helt fantastisk sprog:

“I byens udkant lå fabriksbygningen som en halvrådden hval kastet op på en strandbred; forladt og udplyndret, en ruin omgivet af murbrokker, affald og vildtbevoksede tomter. Dens ydre mure var krakelerede, og fra de øverste etager stirrede tomme vinduer ud i den kaffegrumsede nat. På de nederste etager var vinduerne plankede til, og metaldørene var lukkede og låste; men der er altid en revne, et hul, en løndør.”

Lån bogen på bibliotek.dk