Doing time II af Claus Carstensen

Jeg har læst dette lille værk to gange nu, og jeg er stadig ikke sikker på hvad det er jeg har læst, og hvad det egentlig handler om. Der er noget som skal ligne digte, der er billeder af noget jeg ikke kender til, der er hvad jeg tror er graffiti, der er noget om nogen konspirationsteorier og så alligevel ikke. Jeg er simpelthen så meget i tvivl og jeg sidder tilbage som læser med en ufuldendt følelse. Det kan godt være det også handle rom at der er en del jeg ikke forstår fordi der står noget på andre sprog. Det hele er en pærevælling af forskellige ting som så vidt jeg kan lure egentlig ingen sammenhæng har. Men det bliver jeg også i tvivl om. Der er noget nordisk og noget færøsk, så langt er jeg med. Der er noget som omhandler krig, Tyskland og så en afstikker til coronavirussen. Og ja det er delt op i små kapitler eller indslag. Selv det kan jeg som læser ikke helt blive klog på.

En traditionel digtsamling er det i hvert fald ikke. Og så kan man måske komme derud hvor man vil kalde det for kunst eller et kunstværk. Men det bliver for diffust til at jeg kan sammensætte det til noget brugbart. Det virker ellers som om forfatteren, der er kunstner, har noget han gerne vil med dette lille værk. Men det står hen i det uvisse.

Jeg har aldrig læst noget lignende. Jeg er udfordret på flere parametre, for jeg kan på mange måder godt lide det lille værk, da det netop ikke er enkelt at gå til. Men når jeg efterlades med ingenting og en manglende forståelse for værket, så er det rigtig svært at være læser og prøve at få noget med sig fra værket.

Et anderledes værk, som ikke henvender sig til alle. Men et værk som til gengæld skiller sig så meget ud, at det er interessant på sin egen måde.

Anmeldereksemplar.

Lån bogen på biblioteket