Jens Baggesen – Digte i udvalg (Redaktør: Simon Hamann)

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke læser nær nok poesi – og da endnu mindre poesi, der er mere end 200 år gammelt. Efter opløftet at have læst dette fine udvalg af Jens Baggesens digte, forstår jeg dog ikke helt hvorfor.Det er jo fremragende.

Baggesen er, som det også står at læse i det informative forord, mest kendt for rejseromanen ‘Labyrinten’, digtenes udbredelse udenfor dansklærerkredse er det så som så med. Det er en skam, for Baggesen skriver så engelene synger. Her er en originalitet i ordsammensætning og en dybde i tanken, som er yderst sjælden.

Og så er han så morsom! Jeg forventede jo nok at støde på patos og omvendte ordstillinger, og det er der da også rigeligt af, men Baggesen var ligeledes i besiddelse af en selvironi og en jordbunden humor, som jeg i al min uvidenhed, ikke tiltroede de mennesker som levede dengang, i denne strenge oplysningens tid. Dette er nok et af Baggensens mest moderne træk, og om det er med denne intention eller ej, er det er klogt af redaktøren at sætte de mere prosaiske, selvironiserende digte først i samlingen, da det fungerer som et godt udgangspunkt for at træde ind i Baggesens verden.

For det er jo noget særligt at læse klassikerne, og i modsætning til oversatte værker, hvor sproget i al fald i mild grad kan moderniseres, må man tage de danske klassikere for hvad de er. Og det de er, er jo denne skønne, sælsomme blanding af noget velkendt og noget fremmed, som det for mange os kræver et vist tilløb til for alvor at kunne værdsætte. For selvom sproget er dansk og et givent digt sat i Korsør, er det jo et andet sprog, et andet Korsør. Den kløft af tid der adskiller os fra Baggesen er tydelig når man læser digtene, men bestemt ikke uoverkommelig, og jeg var ikke mange digte inde, før jeg følte mig hjemme i det Baggesenske vokabular.

Der, hvor det for første gang virkelig lettede for mig, var i digtet ‘Brevrusen’: en forrygende hyldest til drukkenskaben, både den egentlige og forelskelses mere figurative beduggethed. Her f.eks. et par linjer det er værd at lære udenad:

“O Drukkenskab! o søde Tryllerie! / Ja! Svælg af Salighed, som her jeg drukner i! / Saa kom jeg da til Trolleborg, / Ei for at glemme blot hver Livets Sorg, / Men for at lære selv, at lægge sammen / Al Himlens Fryd og hele Jordens Gammen?”

I moderne digtning har sindets dybder erstattet sjælens flugt. Baggesen står på tærsklen til det moderne. Her søger sjælen mod de højeste tinder, sproget spændes til sit yderste i et forsøg på at nærme sig en måde at sige det usigelige, beskrive det ubeskrivelige, og som læser er der ikke andet at gøre end lade rive med og henrykkes. For når Baggesen er bedst, er han mesterlig.

Lån bogen på Bibliotek.dk