0 kommentarer

Den store Asterix 4 – Tvekampen. Asterix og briterne af René Goscinny og Albert Uderzo

af d. 10. oktober 2020
Info
 
Sideantal

160

Udgivet

2020

ISBN

978-87-7085-815-1

Originaltitel

Le combat des chefs ; Astérix chez les bretons, kunstner: Albert Uderzo; oversætter: Per Då

 

‘Tvekampen’ starter med et uheld – det lykkes Obelix at kaste en bautasten i hovedet på troldmanden Miraculix. Den ulykke fører flere med sig, for slaget tager forstanden fra Miraculix og han kan ikke længere brygge trylledrik. Han kan faktisk kun skraldgrine og udgyde perfiditeter over sine bysbørn. Og så starter de indbyrdes diskussioner, for de varmblodige gallernes temperamenter bryder ofte ud i lys lue, og ‘de menneskelige lidenskaber lægger hurtigt fornuften bag sig’ som der står i forordet.

Snart får romerne nys om den manglende trylledrik og de overtaler overløberen høvding Brutalix fra nabobyen Trummerum til at udfordre høvding Majestix til tvekamp. Gallerne må hidkalde hjælp fra Miraculix kollega for at kurere den storgrinene Miraculix, men en bautasten kommer som bekendt sjældent alene…

‘Tvekampen’ er baseret på en mulig misforstået historisk praksis (idet den er refereret i skrifter af Julius Cæsar der ikke kendte gallernes traditioner og kultur indefra), hvor krigere kunne udfordre deres høvding til en ilddåb, en kamp der blev kontrolleret af præsterne. Det ville i gallernes tilfælde være Miraculix, men han er jo midlertidig utilregnelig.

Historien her er faktisk den første siden ‘Asterix og gallerne’ der foregår hjemme i landsbyen, for ellers har Asterix og Obelix været på farten i samtlige mellemliggende album. Og den efterfølges da også af eventyret om turen til briterne. Og lad os afsløre det med det samme at hvor ‘Tvekampen’ er fed, er ‘Asterix og briterne’ hele seriens absolutte højdespringer.

Cæsar sender sin flåde mod briterne for at stoppe deres støtte til de obsternasige gallere. Asterix fætter Fixfax drager til Gallien for at hente en portion trylledrik til sine frihedskæmpene landsmænd. Men han kan ikke bære en tønde trylledrik selv, og derfor må Asterix og Obelix en tur til England, hvor de møder dobbeltdækkere (ikke busser, kærrer), tepauser, lunkent øl, kogt kød (herunder vildsvin til Obelix’s store fortrydelse) og briternes stive overlæbe. Karikaturen af de høflige og altid korrekte englændere er fremragende, og Goscinny laver et pletskud når han oversætter den engelske sætningsstruktur direkte til dansk. Og så er albummets finale en rugbykamp der får lov at folde sig ud over hele seks helt fantastiske, actionpakkede og morsomme sider. Obelix er et naturfund på et rugbyhold.

Note til selv: brusenicher er ikke et egnet opholdssted for tegneserier…

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter