Den gode datter af Karin Slaughter

Forlaget beskriver bogen som “en bloddryppende og nervepirrende psykologisk thriller”, og jeg forsøger stadig at forstå hvorfor. “Den gode datter” er ikke specielt bloddryppende. Javist, der bliver slået nogle mennesker ihjel, men så bloddryppende er det altså heller ikke. Slaughter viser læseren det der er nødvendigt, men svælger ikke i unødvendigt blodige detaljer. Det med det nervepirrende er jeg heller ikke helt med på. Altså, der er da passager der er lige lovligt spændende, men værre er det heller ikke. Derimod køber jeg uden at blinke, det med den psykologiske thriller.

Historien starter for 28 år siden, da de to piger Charlotte og Samantha og deres mor, bliver angrebet i barndomshjemmet. Søstrenes mor bliver dræbt under angrebet og deres far efterlades ødelagt af sorg. Mere end bare at sætte sine spor, så har den nat også affødt et hav af hemmeligheder. 28 år senere er begge piger blevet advokater, som deres far. Et skoleskyderi i byen hvor pigerne er vokset op, og hvor Charlotte og pigernes far har deres praksis, åbner for en hel del skabe hvorfra skeletterne bare ikke vil holde op med at vælte ud.

Slaughter fører historien langsomt frem over bogens mere end 500 sider, og hun tager sig god tid til at lade sine personer folde sig ud. At angrebet på pigerne og deres mor for de mange år siden, har sat sine spor, vil være en underdrivelse. Slaughter fortæller en til tider ganske gribende historie om en familie hvis verden pludselig faldt fra hinanden med et brag, og om hvordan resterne af denne familie har klaret sig gennem årene. Pigerne er måske nok blevet til noget, men de er i den grad skadede for livet, og må på hver sin måde dagligt kæmpe med efterveerne efter det der skete dengang. Og Slaughter beskriver det virkelig godt. Alle bogens mere eller mindre skæve personer, hæver sig over bogens sider, og træder lige ind i hovedet på læseren. Her bliver de boende en rum tid efter at bogen er lukket for sidste gang. For Slaughter får mig til at tro på dem og på deres historie. Med få ord og ofte ved hjælp af knastør humor, maler hun store billeder for sin læser.

Historien om skoleskyderiet, der sparker bogen i gang, kunne for så vidt godt være udeladt. Den virkelige historie er den om de to søstre, og den behøver slet ikke et drys krimikrydderi for at fungere. Måske har forfatteren haft det lidt på samme måde da hun skrev “Den gode datter”, idet den del af historien i meget lange passager slet ikke er en del af fortællingen. Derved kommer den til at fremstå lidt som en undskyldning for at skrive søstrenes historie. Bogens slutning bærer også præg af at der lynhurtigt skal bindes nogle knuder på skoleskyderdelen, som om forfatteren pludselig opdager at Charlotte og Samantha’s historie ikke er længere, og bogen derfor skal afsluttes. At slutningen derved bliver lidt forceret og kluntet, skal man ikke lade sig afskrække af. Bogen som helhed er mere end glimrende.

Lån bogen på Bibliotek.dk