Kujonen af Christian Mørk

“Kujonen” er beklageligvis et godt eksempel på, at dygtige forfattere af og til skriver elendige bøger. Jeg tøver ikke med at kalde romanen pubertær; som var den skrevet af en midaldrende teenager.

Problemet er, at handlingen ligger alt, alt for tæt på et eventyr, Christian Mørk selv rodede sig ud i for nogle år siden: Halvgammel dansk forfatter bosiddende i New York forelsker sig i yngre, lækker, irsk pige og følger efter hende til den grønne ø. I hans feberhede fantasier er der lutter lummer sex, lykkeligt ægteskab og evig kærlighed forude – mens virkeligheden er, at han er faldet for en småfarlig, grænsepsykotisk pige, der trækker ham ind i alt muligt snavs.

Alt dette har forfatteren og bogens hovedperson, Andreas, til fælles. Christian Mørk oplevede vist også sin flamme drikke som en hest, lyve som en Trump og køre bil som en vanvittig.

Så hvori adskiller historien sig fra virkeligheden? Aner det ikke. Og netop her opstår Mørks skizofrene udfordring: Når man nu vælger fiktionen, hvordan skaber man så to interessante romanfigurer, der ikke blot er blege kloner af ham selv og den ægte irske pige? Det lykkes aldrig.

Andreas er en forfjamsket, surmulende 41-årig, der grangiveligt opfører sig, som om han er 25 år yngre. Nora er en toplækker 33-årig succesforfatter med et dragende “violet blik” (hvilket vi mindes om på hver anden side), en interessant diagnose og en fortid simrende af skeletfyldte skabe.

“Kujonen” har desuden et metalag: Andreas skriver en bog om sit forhold til Nora, det samme gør Christian Mørk jo – men det bliver handlingen ikke mere spændende af. Blot mere søgt.

Her er lir og løgne, øl og ømhed, fantasier og følelser en masse. Men romanen er langt under Mørks vanlige standard, nærmest ubehjælpeligt skrevet, og adskiller sig ikke meget fra en udvidet ugebladsnovelle med visse eksplicitte scener.

Op på hesten igen, du kære kujon.

Lån bogen på bibliotek.dk