Den gamle mand og havet af Ernest Hemingway

For hver gang man vender et blad i denne bog, vælter en ram duft af saltvand ud, og man kan høre havfuglene skrige. Man er til stede; jeg sad også i den lille jolle med den gamle mand og så ud på det blikstille vand, hvor man kunne se

“en stor ø af Sargassotang, der løftede sig og sænkede sig i den lette søgang, som om havet lå og elskede en eller anden under et gult tæppe”.

Fra første side er man fanget i et spind af indtryk, ord og billeder, og man er ikke et sekund i tvivl om, hvorfor Hemingway er til inspiration for så mange.

Hans lille roman om den cubanske fisker er en klassiker. Handlingen er ufattelig enkel, og måske er det, hvad der er så genialt. I 3 døgn følger vi den gamle fisker og hans kamp for at fange en fisk, men fortællingen rummer meget mere end det. I flere lag fortælles der om menneskelig skrøbelighed og styrke, menneskets kamp imod naturkræfterne, ære, stolthed, fortabelse, håb, vilje, ydmyghed, sorg, livet og døden.

116 korte siders virkelighed, som jeg læste på en bustur for nylig. Det var egentlig alt for hurtigt set i lyset af, at bogen fortjener, at man tager sig tid til at dvæle ved hver enkelt sætning, så man fornemmer den saltmættede vind i ansigtet.

Den gamle mands kærlighed til havet er så stor og ægte, at beskrivelserne af la mar er lutter kærlighedserklæringer. Dens realistiske fremstilling af den gamle mands ukuelige livsmod og livsglæde på trods af de kummerlige vilkår bliver siddende i én i lang tid efter, at man har lukket bogen, og selvom bogen er fra 1953 og kulissen er alt andet end et dansk yuppiesamfund, så er den pokkers aktuel.
Den fortæller om det, at være menneske.

Hvis ikke du endnu har læst denne lille perle, skal du unde dig selv at bruge en aften på den. Hemingway er en kunstner.

Lån bogen på biblioteket