Den, der lever stille af Leonora Christina Skov

Christina Skov vokser op i et parcelhus i Helsinge, i et pænt hjem, hvor alt er i orden, i hvert fald på overfladen. Det betyder rigtig meget, hvad naboerne tænker om familien – facaden er vigtig.

Hun oplever gennem sin barndom at være uelsket af forældrene – hun lægger meget mærke til ting der bliver sagt, og gemmer ordene. Når moren fortæller om hvor hårdt det var at føde, venter hun – forgæves – på, at hun skal tilføje, at det at få Christina var det hele værd. Forældrene har deres egen opfattelse af ‘en god barndom’ – en streng opdragelse, mad på bordet, pæn i tøjet, dygtig i skolen – hvad kan man ønske mere? Forældrene lever efter regler som ro og regelmæssighed, ingen forkælelse – Christina må ligge i sin seng alene og bange, for når man er kommet i seng, så står man ikke op. Hun kommer i krydsforhør, når hun har brugt af sine lommepenge.Moren har let til gråd, og Christina får skældud, når hun har gjort mor ked af det. Hun føler sig ensom, forkert, hun må leve med masser af skyldfølelse – og bliver en stille, flink og artig pige.

Helt galt går det med forholdet til forældrene, da hun forelsker sig i en kvinde – det opfattes som svinsk og unaturligt. De kan på ingen måde acceptere at deres datter er homo. Så hellere narkoluder! “Når du ligger i rendestenen, skal du nok komme hjem” – det er hendes fars ord, og de svier.

Christina kæmper sig ud af barndommens snærende bånd og finder sine egne ben at stå på – hun ‘genopfinder’ sig selv og tager som voksen navnet Leonora – Leonora tør det, som Christina ikke tør. Hun klarer sig fint uden sine forældre – hun har en dejlig kæreste og succes som forfatter. Men savnet af forældrene og deres mangel på omsorg bliver boende i hende.

Da hendes mor dør, beslutter hun at skrive bogen om sin barndom – og gennem samtaler med faren kommer hun måske lidt nærmere på årsagerne til, at moren ikke var i stand til at elske hende.

‘Den der lever stille, lever godt’ – er et af morens udtryk. Jeg kan næsten forestille mig, at hun, hvis hun havde læst bogen, ville sige: ‘Man hænger ikke sit beskidte vasketøj offentligt til tørre‘.

Jeg slugte bogen på få dage, jeg blev meget grebet af Leonora Christinas historie, som er fortalt, så det føles som om, hun fortæller direkte til læseren. Man tror på hende – og føler med hende hele vejen. Hun kommer af med mange af de oplevelser og ord, hun har gemt på siden hun var barn – det har været svært, men nødvendigt for hende at skrive bogen – vi er med i processen og hører om hendes overvejelser undervejs.

Det er en smuk bog – både når det gælder indhold og udseende. Bag smudsomslaget finder man en bog i en dæmpet gråblå farve med trælignende aftegninger, titlen er skrevet med guldbogstaver og endelig er der et læsebånd i en stærk rød farve – samme farve som et af forfatterens kendetegn, den røde læbestift. Forsiden på smudsomslaget viser et sløret/udvisket foto af kvinde i sort tøj – formentlig forfatteren selv. Der er virkelig kælet for bogens udseende, samtidig med at der ligger noget symbolsk i udtrykket – det kan jeg godt lide. Jeg kan kun opfordre til at læse bogen!

Lån bogen på biblioteket