Blækhat af Sissel-Jo Gazan

Et flot og meget velskrevet tidsbillede af Aarhus (der dengang stadig hed Århus) i 1980’erne.

Med “Blækhat” har Sissel-Jo Gazan vist, at hun kan andet end at skrive videnskabskrimier. For vist er der da et lille mysterie gemt i “Blækhat” (to faktisk, men det om Blækhat er det største), men det der bærer historien er de mennesker der befolker bogen.

Rosa vokser op hos sin mor, der er optaget af svampevidenskab og kampen mod kapitalismen. Rosa får tætte venner både blandt de borgerlige, BZ’erne og de dansk-tyrkiske piger i sin klasse, og sammen opdager de den gryende graffiti og street art, der dukker op rundt om i Aarhus.

Som voksen bliver Rosa ekspert i den verdensberømte anonyme street art-kunstner Blækhat. Rosa følger i Blækhats fodspor til Berlin. Her står hun pludselig over for spørgsmålet om, hvem hun selv er, og over for svar, der ryster hende.

Sissel-Jo Gazan springer ikke over hvor gærdet er lavest. Hun tager den tid det tager at bygge fortællingen op. Der bruges lang tid på at lade læseren lære hovedpersonerne at kende, og hvis man er til hurtige knaldromaner, vil man nok ret hurtigt gå død i “Blækhat”. Meget af tiden går med at følge Rosa og hendes mor Helle i deres liv og hverdag. Stille og roligt – eller, så stille og roligt som det nu kan være, når det er Rosa og Helle det drejer sig om.

“Blækhat” er et flot tidsbillede af en tid og en by, og for en gangs skyld er det ikke København der er i centrum, hvilket er befriende. Ikke fordi jeg har noget imod København, men det irriterer mig ofte at mange bøger foregår i København, som om resten af landet ikke eksiterer. Det er gør det i den grad i “Blækhat”, og det er dejligt. Jeg var i 20’erne, og boede i Aarhus i 80’erne, og derfor rykker historien ind under huden på mig. Jeg gik på de gader Rosa går på. Jeg så den graffiti og street art Rosa ser – og laver. Jeg var der, og derfor bliver “Blækhat” også min historie, selv om jeg hverken var graffitikunstner eller BZ’er.

Gazan har styr på sit sprog og sin fortælleteknik. Begge dele blomstrer og supplerer hinanden på bedste vis. Resultatet er et øjebliksbillede af et stykke Danmarkshistorie, der ellers ikke ofres mange linjer på. Denne gang er der også et videnskabeligt aspekt ind over fortællingen, men i modsætning til f.eks. “Dinosaurens fjer”, der ind imellem blev for nørdet og højtravende, fungerer det rigtig godt i “Blækhat”.

Og det Blækhat-mysterie der er indbygget … Jeg havde ikke regnet det ud, men da det blev afsløret måtte jeg slå mig selv i panden og udbryde: “Ja, selvfølgelig.” Afsløringen gjorde faktisk en stor fortælling meget større. Det skal ikke afsløres hvordan, men når du læser bogen, vil du se hvad jeg mener.

Selv om 80’erne ikke er langt væk, er “Blækhat” alligevel en flot historisk roman, og jeg kan kun give den mine varmeste anbefalinger. Ikke kun til læsere der er interesserede i historiske romaner, men til alle der ønsker at blive klogere på det der skete for lidt siden, og på sig selv.

Lån bogen på Bibliotek.dk