De gode år af Elizabeth Jane Howard

Det kan ikke skjules længere. Jeg har en svaghed for “Herskab & Tjenestefolk”, “Downton Abbey” og den slags. Det er det dybe skel mellem herskerne og de beherskede der fascinerer mig. Det er hvordan to grupper mennesker kan bo i samme hus, uden at have noget tilfælles overhovedet, og det er spørgsmålet om hvem der i virkeligheden er de beherskede. Jeg er klar over at det både er kikset og meget lidt finkulturelt, at kunne lide den slags, og jeg er fuldstændig ligeglad – for jeg elsker det.

Da jeg så at Elizabeth Jane Howards Cazalet-krønike blev genudgivet af Gads Forlag, var jeg slet ikke tvivl om at jeg måtte læse den. “De gode år” er første bind af fire.

Cazalet familien, eller dynastiet om man vil, er en rig engelsk herskabsfamilie. Vi følger familien hen over en sommer lige inden 2. Verdenskrig, hvor børn, svigerbørn og børnebørn holder den årlige ferie hos forældrene/svigerforældrene/bedsteforældrene på familiegodset i Sussex. Det er en del mennesker der samles, og under godsets haller sveder tjenestefolk tran, for at opfylde familiens ønsker og behov. Der er med andre ord, lagt op til et rigtig engelsk drama, af den slags som kun englændere kan præstere. Desværre drukner dramaet i en meget usammenhængende handling, der springer rundt over det hele, tilsyneladende uden formål.

Sprogligt set lader Howards krønike meget tilbage at ønske, da sproget er fladt, kedeligt og en smule barnligt. Når en bog er på 510 sider, og kun har tre(!) kapitler, kræver det en helt enorm planlægning og en meget stram og gennemtænkt handling, for at fungere. Men “De gode år” giver mere læseren det indtryk at historien er skrevet efterhånden som forfatteren er kommet i tanke om handlingen, og læseren piskes derfor igennem et hav af mennesker som det er umuligt at holde styr på, og vi springer forvirret rundt mellem disse personer fra afsnit til afsnit. Resultatet er rodet og usammenhængende i en sådan grad at jeg faktisk ikke ved hvad det er jeg har læst. Enkelte af personerne når at bide sig fast, mens resten farer mere eller mindre formålsløst rundt som statister i deres egen fortælling.

Handlingen koncentrerer sig om familien Cazalet og dens mange medlemmer. Tjenestefolk nævnes kort og overfladisk, og fremstår aldrig som andet end skygger. De bliver aldrig menneskelige, og får aldrig rigtig krop og karakter.

Når jeg sammenligner Cazalet-krøniken med f.eks. Jeffrey Archers Clifton-krønike, er det svært ikke at blive skuffet – og jeg blev skuffet.

Lån bogen på Bibliotek.dk