De bortførte piger af Mary Lynn Bracht

En helt forfærdelig historie der fortælles smukt, og med stor respekt for dem der var en del af den. En fortælling om håb i en usikker verden, dengang som nu.

Under Anden Verdenskrig bortførte og tvangsprostituerede den japanske besættelsesmagt op mod 200.000 koreanske kvinder. I årevis blev kvinderne udsat for tortur og daglige voldtægter, og mange mistede livet.

Vi er i Korea i 1943. Den 16-årige pige Hana er dykker og hjælper til med at forsørge familien med sin fangst i havet. Men hendes liv ændrer sig for altid, da hun i et forsøg på at beskytte sin lillesøster, Emi, bliver taget til fange og bortført af en gruppe japanske soldater. De tvinger Hana til at arbejde som prostitueret (“trøstekvinde”) på et bordel i Manchuriet. Mange år senere, i 2011, er Emi i Seoul for at besøge sin datter – og finde sin søster. Bogens personer er fiktive, men deres historie er det kun i nogen grad. Og det er virkelig skræmmende.

Mary Lynn Bracht fortæller historien om de bortførte og tvangsprostituerede kvinder med stor indlevelse og med stor respekt. “De bortførte piger” kunne være en bog der svælger i vold og overgreb, for de bortførte pigers verden bestod ikke af ret meget andet, men forfatteren fokuserer på kvinderne, og især på bogens hovedpersoner Hana og Emi. Det betyder ikke at bogen er uden vold og overgreb, for man kan ikke fortælle pigernes historie uden, men fokus er på pigerne, på deres familier og på et Korea der i mange, mange år var under forskellige landes (Japan, Rusland, USA) herredømme. Og det er en forfærdelig historie, men den er virkelig godt fortalt. Det lyser ud af bogens sider, at forfatteren brænder for at fortælle pigernes og deres lands historie, og med sin let melankolske fortællestemme, understreger hun den historie hun fortæller. Derfor er “De bortførte piger” troværdig, og selv om der er steder hvor den kammer lidt over i forskellig retning, slugte jeg den råt alligevel. For jeg kan mærke pigerne og jeg kan mærke forfatteren hele vejen igennem bogen og igennem pigernes historie. Og selv om det er en forfærdelig fortælling, formår forfatteren hele tiden at holde håbet i fokus, selv når det ser sortest ud.

At forlaget har valgt at kalde den danske udgave for “De bortførte piger”, fremfor at oversætte “White Chrysantemum”, der er titlen på originalsproget (engelsk), forstår jeg ikke helt. Den danske titel er lidt kedelig og “fagbogs-agtig”, og ikke nær så poetisk smuk som originalen, der giver rigtig god mening når man læser bogen. Forfatteren kan ikke klandres for den danske titel, og “De bortførte piger” skal have den bedst mulige anmeldelse herfra. Sammen med den en stor opfordring til at læse bogen. Dels indeholder den et stykke verdenshistorie som de færreste nok kender ret meget til, og dels er den altså virkelig godt skrevet.

Den lidt kiksede danske titel til trods, er “De bortførte piger” værd at læse, og den får hermed mine bedste anbefalinger.

Lån bogen på Bibliotek.dk