Cirklen og tangenten af Rune Engelbreth Larsen

Med “Cirklen og tangenten” tager Rune Engelbreth Larsen arven op fra den af undertegnede tidligere anmeldte digtsamling “Danmarks Krans” (2010). Endnu engang slås der et slag for den rimede lyrik, og for de faste former.
Denne samling består af en række enkeltstående digte, samt to sonetringe. Sonetringene består af årstidssonetter, og atter må jeg tage hatten af for Engelbreth Larsens lyst til at engagere sig i disse gamle former. De udgør da også en ganske fornøjelig (og let fordøjelig) omgang årstidslæsning, men som det også var tilfældet i “Danmarks Krans”, så bliver det hele en smule klichepræget, og løfter sig aldrig rigtig op på kunstens højeste tinde. Men godt håndværk – det er det! Bedst er digtsamlingen i de mere frie digte, såsom “Kurvernes renæssance” og “Verdens smukkeste digt”. I disse formår Engelbreth Larsen at være både personlig og inderlig samtidig med, at han med kommer med både følsomme og vittige billeder. Jeg skal ikke afsløre for mange af disse i denne anmeldelse, men lad mig blot slutte med et citat fra “Kurvernes renæssance” som ganske fint forklarer digterens position til funktionalistisk byggekunst:

“Spørgsmål om smag og behag er delikat – hver
har sin præference:
min er til kultur med kontrastfulde kulører
og ekstravagance.
Spar på linealer og vaterpas, farvel til
betondekadence;”

3 stjerner for solide, personlige og humoristiske arbejder, som dog ikke formår at hæve sig til nyskabende højder.

Lån bogen på bibliotek.dk