0 kommentarer

Bataljemaleren af Arturo Pérez-Reverte

af d. 18. april 2010
Info
 
Sideantal

267

Udgivet

2010

ISBN

978-87-595-2795-5

Originaltitel

El pintor de batallas

 

“Bataljemaleren” handler om krigsfotografen Faulquez, der i en lang årrække har rejst rundt til alverdens brændpunkter og vundet adskillige priser for sine fotos, men som nu er holdt op. Vi møder ham i et gammelt faldefærdigt vagttårn, som han har købt, kun for at udføre et gigantisk vægmaleri indvendigt i tårnet. I maleriet forsøger han at omfatte alle kriges ‘væsen’, idet han har indset, at han uanset alle sine berømmede fotos ikke har været i stand til at udtrykke det væsentligste. Her i tårnet bliver han opsøgt af en mand, Markovic, som mener at Falquez har ødelagt hans liv med et af sine berømte fotos, og som derfor vil dræbe Falquez, når han har fået ham til at forstå sit ansvar. Manden har brugt mange år på at finde Falquez og har ikke så travlt med at afslutte deres mellemværende. Falquez på sin side, ser det nærmest som om skæbnen uundgåeligt har indhentet ham og han afventer roligt sit endeligt…

Det er en meget væsentlig historie om den menneskelige natur, Pérez-Reverte har bedrevet med “Bataljemaleren” og meget langt fra hans tidligere bøger. Samlet set er han nok den bedste fortæller, jeg har læst! Bortset fra hans bøger om Kaptajn Alatriste, som er lidt vel rigeligt Johnny Depp og Caribiske pirater, så er alle hans bøger blændende underholdning!

“Bataljemaleren” er derimod en mørk og dyster fortælling om ondskab og lidelse, og den stiller spørgsmål ved krigsreporterens og ikke mindst mediernes ret til at gå så tæt på den menneskelige lidelse, som tilfældet er, retten til at udstille lidende mennesker som ting, der kan gøres til genstand for præmiering. Falquez afviser sit medansvar og siger at Markovic er en myre, der tillægger sig selv for stor betydning. At det er Guds sko, der træder myrerne ihjel…

Jeg synes desværre ikke at “Bataljemaleren” er helt igennem vellykket. Der bruges meget plads på at beskrive vægmaleriet og alle de malerier, som har inspireret Falquez, men det er omstændeligt og fanger mig ikke rigtigt. Og alle dialoger er kilometerlange og holdt i et sprog, som skulle de forsvare en doktordisputats. Men det er ikke desto mindre en vigtig historie, der fortjener opmærksomhed og som sikkert vinder ved et nærmere bekendtskab.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter