169
2023
978-87-973340-0-3
Anton og Sassabassa
1. udgave, 1. oplag
Mon ikke de fleste af os primært forbinder Mek Pek med musik, de af os der har børn sidder måske endda og hører sangen “Åh, abe” for deres indre øre nu.
Tidligere i år barslede Mek Pek som børnebogsforfatter, hvem skulle have troet det?
Bogen hedder “Anton og Sassabassa” og ideen bag bogen kommer sig af, at Mek Peks søn havde en usynlig ven ved navn Sassabassa da drengen var barn.
I denne bog møder vi Anton på 6½ år. Han ønsker sig en legeammerat, men han bor ikke i et område, hvor der bor særlig mange børn. Så må man jo bare opfinde sin egen ven – nemlig Sassabassa, der følger Anton i hverdagen.
Sassabassa er med ude og køre bil og med på Antons fars arbejde på en avisredaktion. Anton er tit med far på arbejde fordi far i sommerferieperioden har svært ved at finde babysitter til Anton – og så er det jo godt at have Sassabassa med så det ikke bliver kedeligt.
Omend der er mange relater-bare situationer i bogen for de af os, der har børn, så nåede bogen aldrig helt at få fodfæste hos denne anmelder. Bogen er ikke dårlig. Men den er nok lidt for lang tekstmæssigt og der er lovlig få illustrationer til, at min egen datter på 6 år fandt den interessant nok til, at hun havde lyst til at læse den til ende.
Til gengæld læste jeg den til ende. Den skal have bonuspoint for at have god humor og for at være relaterbar – og bogen har også et fint format. Sjove og gode illustrationer, men for få i forhold til tekst-delen. Men for mig når bogen alligevel ikke at hæve sig op på meget mere end 3 stjerner – til gengæld giver jeg gerne fremtidige bøger fra forfatterne et forsøg, for bogen har bestemt også kvaliteter.
Anmelderbog.