Anne Marie Ejrnæs

Fra bagsiden af bogen læses, at to danske kvindeskæbner ad snoede stier kædes sammen i deres møde med Indien. Fair nok – så langt – så godt! Bhakti betyder hengivelse på sanskrit, og Anne Marie Ejrnæs roman handler da også om forskellige former for hengivelse, såvel erotisk som religiøst. Tidens kvinder kæmper på hver deres måde for ligestilling.

Erna er guvernante/lærerinde for Frederik, søn af en rig familie på Lolland, hun er teosof og drages på en vis måde mod den smukke Sylvia Pio, Frederiks mor. Senere bliver hun husbestyrerinde for Nehru i Indien med den indsigt i familiens liv, som det nu indebærer.
Mariane møder vi i Indien, hvor hun er udsendt af et dansk missionsselskab med det formål at udbrede kendskabet til kristendom. Hun er også forfatter, skriver en bog om Arya, som hun hemmeligt er forelsket i, men da han endelig mange, mange år senere, efter at have mistet sin amerikanske hustru, frier til hende, er det for sent.

Mariane møder igennem livet bl.a. Ghandi som ofte er i fængsel, og man kan se, at Ejrnæs har researchet en del til denne roman – MEN – jeg synes, romanen er langtrukken. Der sker ikke meget. Bogens hovedtema er religion og religiøse emner, og hvordan de opfattes i de forskellige religionstyper. Hinduismen er jo den udbredte religion i Indien, og såfremt man lader sig døbe – som kristendommen anbefaler – bliver man udstødt af familien, så det er en stor beslutning, som ikke mange magter at tage. Kvindekamp og religionskamp er som de centrale emner i bogen, emner som efter min mening kunne være beskrevet på en mere vedkommende måde. Jeg synes ikke, man kommer ret langt fremad i bogen, selvom den tidsmæssigt omhandler “en menneskealder”.

Lån bogen på bibliotek.dk