Brick Lane af Monica Ali
Nazneen er hovedpersonen i Monicas Ali’s debutroman “Brick Lane”. Som helt ung pige bliver hun giftet bort til en pakistansk mand bosat i London, og må derfor forlade den lille pakistanske landsby, hvor hun er født og opvokset. I London lever Nazneen de første mange år et isoleret liv, hvor den eneste kontakt hun har […]
Den mystiske sag om hunden i natten af Mark Haddon
På den ene side vil jeg gerne fortælle at Mark Haddons roman om det 15-årige matematisk-logiske geni, autisten Christopher Boone er den mest ualmindelige bog jeg længe har læst. Men beskrevet som ualmindelig, risikerer bogen at fremstå som udenfor almindelig rækkevidde og derfor svær at forstå. Det ville være komplet misvisende, for historien kører ud […]
Den døde mand af Hans Scherfig
Med neurotiske kunstnere og spirituelle madammer i ærmet, giver Scherfig her et lille lystspil ud i det tragikomiske. Det er herlig, let fordøjelig underholdning. Maleren og excentrikeren Hakon Brand kæmper med en noget usædvanlig dæmon. Eller rettere et noget usædvanligt lig, der ikke vil skaffes af vejen. Det er mere selve fænomenet omkring liget, der […]
Populærmusik fra Vittula af Mikael Niemi
Denne bog lånte jeg tilfældigt af en bekendt. Jeg kiggede på den i adskillige uger, inden jeg fik åbnet den. Men da jeg havde læst Prologen var jeg ”solgt”. Den indeholder en meget kort beskrivelse af, hvordan forfatterens tunge fryser fast til en tibetansk bedeplade i Thorong La passet på Annapurna i Nepal, og hvordan […]
Intet nyt fra Orientekspressen af Magnus Mills
Magnus Mills, forhenværende buschauffør fra London, nu best-selling engelsk forfatter, drønede fra 0-100 med debut-romanen Sjak nr. 3, en kulsort humoristisk fortælling om skotsk uduelighed, britisk lemfældighed og mord i rå mængder. Mills anden roman, Intet nyt fra Orientekspressen, forsætter for så vidt i samme spor som hans første, hvilket er godt, for Mills er […]
Populærmusik fra Vittula af Mikael Niemi
Når noget ”sjovt” skal vurderes, ender det ganske ofte med, at man trækker lidt fra i den endelige bedømmelse. Som om man bagefter ikke helt kan tro, at man grinede sig til mavepine. ”Populærmusik fra Vittula” er sågu sjov. Den blev ved med at være sjov, når fortællingen under det sjove ikke var sjov længere. […]