0 kommentarer

Intet nyt fra Orientekspressen af Magnus Mills

af d. 17. juni 2003
Info
 
Sideantal

194

Udgivet

2000

ISBN

87-595-1284-9

Originaltitel

All quiet on the Orient Express

 

Magnus Mills, forhenværende buschauffør fra London, nu best-selling engelsk forfatter, drønede fra 0-100 med debut-romanen Sjak nr. 3, en kulsort humoristisk fortælling om skotsk uduelighed, britisk lemfældighed og mord i rå mængder. Mills anden roman, Intet nyt fra Orientekspressen, forsætter for så vidt i samme spor som hans første, hvilket er godt, for Mills er simpelthen sin egen litterære genre: den absurde, minimalistiske fortælling fra bonderøvenes overdrev, tilsat Chandler blended med Kafka.

Bogens navnløse hovedperson camperer uden for sæsonen på den afsides ”Hillhouse Camping”, et sted i Storbritannien. Allerede her er der grund til at blive bange, og da hans afrejse udsættes på grund af diverse småjobs for campingpladsens ejer, Mr Parker, er kun den kolde rædsel tilbage. Hos Mills er det åbne landskab et klaustrofobisk mareridt befolket med maniodepressive personer tilsyneladende unplugged fra den virkelige verden. Stille og roligt suges læseren og hovedpersonen ind i campingpladsens og den tilhørende landsbys fladpandede hverdag. Hvis Coen-brødrene skrev bøger, så ville de hedde Mills Brothers og skrive bøger som den her.

Det siger sig selv at hovedpersonen ender med at afløse den lokale mælkemand, som mål for Mr Parkers 15-årige, brandfarlige datter og på pubbens darts team.

Mere kriminel end en kriminalroman, mere uhyggelig end en gyser, mere deadpan end Groucho Marx.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter