Jeg glemmer aldrig den intense fornemmelse af hygge og spændt forventning, når mine søskende og jeg i de tidlige aftentimer nuslede os godt til rette i sofaen med dyner og puder, og mor fandt bogen frem; nu skulle der læses højt. Intet i hele verden overgik disse stunder; hverken jul, fødselsdage eller min elskede livret, fondue. Dengang indledtes et livslangt og aldrig overtruffet kærlighedsforhold til bogstavernes forunderligt billedskabende verden. Den dejlige historie og mors stemme sendte mig på fantasiens vinger fra vores fredsommelige stue langt, langt ud til de fjerneste afkroge af længslernes tågede universer. Siden er der næppe gået en dag, hvor jeg ikke selv har siddet med en god bog og er fløjet hele turen derud. Jeg indrømmer blankt, at jeg er en drømmer, en fantast; bøgernes håndkolorerede virkelighed er for mig mindst lige så vigtig og reel som den inkarnation, hvor mit jordiske legeme nu engang befinder sig.
Selma Lagerlöf: ”Nils Holgersens forunderlige rejse gennem Sverige”. Om den uvorne knægt, som en vred nisse forvandler til miniaturestørrelse og sender på den mest fantastiske tur gennem broderfolkets smukke landskaber. Nils flyver med sin små arme om halsen på en tamgås, hvorved fantasiens vinger bliver ganske bogstavelige. Min mor læste også den vidunderlige ”Dræb ikke en sangfugl” højt for os, men Selma Lagerlöfs fortælling gjorde trods alt størst indtryk; intet under, at damen senere modtog nobelprisen.
Astrid Lindgren: ”Brødrene Løvehjerte”. Om Tvebak og storebror Jonathan, der i døden genforenes i eventyrriget Nangijala, hvor de hjælper Rosendalens beboere i kampen mod tyrannen Tengil og hans ildsprudlende drage Katla. Især bogens dødsscener gjorde mig utrøstelig og aftvang strømme af salte tårer. Tænk, at børn kan dø! Tænk, at børn kan være så modige, så fulde af uegennyttig kærlighed, at de vil ofre alt – selv livet – for Det Godes sejr! (Og tænk, at Lindgren også skrev den uforglemmelige ”Mio min Mio”).
J.R.R. Tolkien: ”Ringenes Herre 1-3”. Om hobbitten Frodo og hans venner Sam, Aragorn og Gandalfs kamp for at destruere Ringen med de altforærende kræfter. Undervejs kæmper de mod de sindsoprivende onde troldmænd Saruman og Sauron, mod den vildfarne sjæl Gollum, mod 9 ridderes ånder, der er fortættet til de næsten uovervindelige krigere Nazgûl – men især mod deres egne såre menneskelige drifter. For en 16-årig knægt var Tolkiens mesterværk ikke bare ulideligt spændende, men også fyldt med indsigt og visdom.
… og så gik der mange år …
José Saramago: ”Kain”. Om at gud umuligt kan eksistere, og at al religion er en stor, fed løgn. Vigtigere roman er næppe skrevet, og det mest utrolige er, at den portugisiske nobelpristager forfattede den på gravens rand som 87-årig og således berøvede sig selv enhver mulig frelse eller trøst på vej ud i intetheden. Bogen er både letlæst og morsom, og som overbevist ateist fryder man sig som et lille, hævngerrigt barn, når Kain igen og igen jorder gud og afslører ham som intet andet end et blodtørstigt, snæversynet uhyre.
Philip Roth: ”Enhver”. Om at døden er menneskehedens store demokratiske mødested, uanset hvilke kår vi kommer af. Indgangen og udgangen er fælles for enhver (heraf titlen); det er ’bare’ i det korte mellemspil – livet – at vi adskiller os fra hinanden. Romanen er ualmindeligt menneskelig og nærværende, kort og beskidt som en barneskjorte og på én gang munter og illusionsløs, som kun en stor, jødisk forfatter evner det. ”Enhver” er for enhver, der fornemmer, at livet i virkeligheden er en god bog, du aldrig glemmer.
Christian Møgeltoft
Christian er forlagsuddannet, medejer af et lille kommunikationsbureau og litteraturanmelder på Bogrummet og Jyllands-Posten. Christian har tidligere udgivet børnebogen ”Jakob hjælper Cirkus Ramasjangski”, der indgik i Aschehougs skolebogsserie ”Dig selv”.
Med bøgerne ”Uskyld” (2014) og ”Uskyld 2 – Døden i Gentofte” (september 2015) søger Christian gennem meget eksplicitte, erotiske scener at genoplive det særegne danske frisind, der har trange kår i det nye årtusinde.
Læs mere om Christian Møgeltoft