0 kommentarer

Syv huse i Frankrig af Bernado Atxaca

af d. 19. maj 2014
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

216

Udgivet

2014

ISBN

978-87-92927-05-7

Originaltitel

Siete casas in Francia

 
I sin substans er “Syv huse i Frankrig” en grum historie om Belgiens brutale og grådige kolonistyre i Congo i starten af 1900-tallet. Men i sin form har den eminente, baskiske forfatter Bernado Arxaga forlenet den lille fortælling med et befriende strejf af absurd humor, der virker næsten Monty Python’sk. Let underholdning med stor vægt.

Scenen er hensat til en lille militærforlægning dybt inde i junglen ved den store, mørke Congo-flod. Her sørger kong Leopold II’s udsendte soldater for, at en større antal slaver producerer værdifuldt gummi og ædeltræ til et hungrende verdensmarked. Millionerne strømmer ind til det belgiske kongehus, men nogle af dem kanaliserer de øverste officerer over i deres egne lommer.

Kaptajn Lalande Biran er både digter og maler og har det svært blandt de åndeligt formørkede soldater, der kun lever og ånder for at mishandle de sorte, voldtage deres kvinder og drikke sig i hegnet i billig palmevin. Biran er mere raffineret: Han lader sine underordnede skaffe sig én jomfru om ugen, så han er sikker på ikke at pådrage sig den frygtede syfilis. Når han ikke digter, regner han ud, hvordan han kan liste større partier af elfenben og teaktræ uden om regnskaberne, så hans glubske kone derhjemme får råd til at købe det eftertragtede syvende hus i Frankrig, et kostbart palæ på den mondæne halvø, St-Jean-Cap-Ferrat.

Birans højre hånd, Van Thiegel, er med i svindelen, der gør dem begge umådeligt rige. Men Van Thiegels tiltagende alkoholmisbrug forvandler den normalt klarsynede mand til et paranoidt voldsmonster, der går for vidt i forhold til både de sorte og andre øvrighedspersoner. I sidste ende kan Van Thiegels deroute bringe de to mænds status og rigmandsdrømme til fald.

Til garnisonen ankommer Chrysostome Liège, en ung og meget religiøs soldat, hvis formidable evner med en riffel straks skaffer ham fordele og beundrere – men også fjender, der er misundelige og mistænksomme over for den forbløffende kendsgerning, at ynglingen overhovedet ikke interesserer sig for sort fjams. Er han monstro svans? Rivaliseringen mellem den nye gut og den gamle garde truer med at forskubbe en hårfin balance, der har holdt hele det sindrige udbyttersystem kørende i mange årtier.

Bernado Atxaca skriver sanseligt, så man kan dufte den mørke flod, smage den røgede antilope og høre de giftige mambaer spille med tungen. Han fortæller sin historie med en lethed, så man næsten griner af de mange sorte mennesker, aber og elefanter, der undervejs må lade livet for at tilfredsstille det uhæmmede belgiske magt- og pengebegær. Han kører også en anelse i tomgang undervejs, ikke meget, men dog nok til, at vi lander på 4 ud af 5 stjerner og en ubetinget anbefaling. “Syv huse i Frankrig” er en pragtfuld læseoplevelse.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter