95
2026
9788702444988
1. udgave, 1. oplag
Tove Ditlevsen er i dag mest kendt for sine romaner, digte og erindringer, men ”Forsvar for poesien” viser også en anden side af forfatteren. Her møder vi den reflekterende Ditlevsen, der skriver om litteratur, poesi og det at være forfatter. Bogen er ikke stor af omfang, men den rummer alligevel mange tanker.
I bogen argumenterer Ditlevsen for, at digte ikke blot er underholdning, men noget, der kan hjælpe mennesker med at forstå både sig selv og verden omkring dem. Hun skriver med stor sikkerhed og et klart blik. Selvom teksterne blev skrevet for mange år siden, føles mange af hendes tanker stadig aktuelle. Det er efter min mening tegn på litteratur, der er langtidsholdbar.
Der er ikke et eneste overflødigt afsnit, og næsten hver side indeholder formuleringer eller betragtninger, som får læseren til at tænke sig om. Som i sine øvrige bøger skriver Ditlevsen ikke for at imponere, men for at kommunikere, og derfor er bogen let at gå til, også for læsere som ikke normalt læser essays eller litterære tekster.
Bogen giver desuden et spændende indblik i den tid, Ditlevsen levede og skrev i. Man får en fornemmelse af de litterære miljøer og de ideer om kunst og kultur, som prægede hendes samtid.
Noget af det bedste ved bogen er, at den vækker nysgerrighed. Efter endt læsning får man lyst til at genlæse Ditlevsens digte eller kaste sig over de værker, man endnu ikke har læst. Teksterne fungerer nærmest som en nøgle til hendes forfatterskab, fordi de giver et indblik i de tanker og holdninger, der ligger bag mange af hendes bøger.
”Forsvar for poesien” er en lille, fortættet bog, der gør læseren klogere samtidig med, at den minder os om, hvorfor litteratur stadig har betydning. Bogen kan læses på en enkelt aften, men bogens betydning og de tanker den sætter i gang varer betydeligt længere – det er en bog er både lyser op og kaster skygger.
Anmelderbog

