0 kommentarer

Jordens søjler af Ken Follett

af d. 17. oktober 2006
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

984

Udgivet

1998

ISBN

87-7714-660-3, 87-7714-657-3, 978-87-7714-660-2

Originaltitel

Pillars of the Earth

 

Dette er en roman om livets gang for en gruppe personer der lever omkring år 1000 i England, og hvis skæbner på kryds og tværs væves ind i hinanden over en årrække.

Historiens hovedpersoner udgøres af tre grupper: en bygmesters familie, en adelig familie og en gejstlig gruppering af munke, biskopper og lignende, og fællestemaet, om hvilket disse tre gruppers handlinger og samspil centrerer sig, er opførslen af en katedral i byen Kingsbridge.

Man kan med et lidt storladent udtryk kalde det en ‘familiesaga’, idet historien fokuserer på de tre gruppers interne udvikling og gensidige interaktioner og sammenblandinger over en lang årrække, og de væsentligste temaer i historien er da også de alment gældende menneskelige livstemaer som kærlighed, venskab, glæde, sorg, retfærdighed, uretfærdighed, magt og intriger, som må kunne forventes at gøre sig gældende i denne type roman. Men nok om beskrivelsen. Er romanen god?

Svaret må blive et ‘ja’ og et ‘nej’.

‘Ja’ fordi du ikke kan ligge bogen fra dig når du først er startet på den! (lad dette være en advarsel til alle der har ting de i virkeligheden burde foretage sig, f.eks. tage på arbejde, i skole, sove om natten osv.).

‘Nej’ fordi den er uendelig klichefuld, fra tid til anden grænsende til at man krummer tæer over forfatterens manglende finesse og originalitet, hvad angår sprogbrug og symbolik. De få gange han trods alt forsøger, skæres pointerne til gengæld så stort ud i pap, at man som læser i stor stil må stå model til intellektuel fornærmelse. Derudover er personerne forudsigelige og stereotypiske, hvilket gør dem temmelig utroværdige. F.eks. er de meget kategorisk fremstillede som enten ‘onde’ eller ‘gode’. Der mangler ‘kant’ og troværdighed hos samtlige personer; ingen er hverken SÅ god eller ond, som de fremstilles i denne historie. Man savner således en levende, dynamisk, flerdimensional personbeskrivelse, og bare et gran af uforudsigelighed i deres adfærd ville hæve historiens standard anseligt.

Endelig konklusion må være at romanen er en litterær pendant til grillbarens jumboburger; den er stor men let og fyldt med tomme kalorier! Ikke desto mindre er det præcis hvad man ind i mellem hungrer efter, og er det sådan sagen forholder sig, siger jeg bare god appetit!

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter