0 kommentarer

Uskrevne regler af Bret Easton Ellis

af d. 30. oktober 2005
Info
 
Sideantal

276

Udgivet

1993

ISBN

87-570-1470-1

Originaltitel

The rules of attraction

 

“Uskrevne regler” er Bret Easton Ellis anden roman, og som altid er Easton Ellis i topform, når han beskriver livet på et amerikansk college i 1980´erne. Bogen fører frem til det senere mesterværk “American psycho”, og yuppien Patrick Bateman har da også en birolle i “Uskrevne regler”. Det samme har Victor Ward, der senere fik sin egen bog – nemlig “Glamorama”.

Som nævnt handler “Uskrevne regler” om livet på et amerikansk college i 1980´erne. Vi følger drukfesterne, stofmisbruget og parforholdene for bogens tre hovedpersoner: drømmende og romantiske Lauren Hynde, kyniske Sean Bateman, der har en bitjans i studiemiljøet som narkopusher (og ja, Sean Bateman er lillebror til Patrick Bateman i “American psycho”). Sidst men ikke mindst er der den homoseksuelle Paul Denton, der hjemsøger de mange fester i håb om at finde en ligesindet, der kan tilfredsstille hans behov. Dette medfører, at han kaster sin kærlighed på Sean Bateman.

I “Uskrevne regler” fortæller de tre hovedpersoner selv deres historie – bogen består af tre monologer krydret med andre stemmer – på den måde får den samme historie tre forskellige betydninger og giver et indtryk af modstridende forventninger og skuffelser og af ungdommens drømme.

Bogen beskriver popkulturen med stor skepsis, og bogen holdes i en kynisk og sarkastisk tone. Der er ingen sjove scener, ingen søde og betænksomme mennesker og ingen lykkelig slutning. Til gengæld kan man sige, at bogen beskriver 80´ernes ligegyldighed overfor menneskelige relationer, og bogen er således en fortælling om en generation, der ikke havde nogen sande værdier at forholde sig til.

“Uskrevne regler” ligger efter min mening et par klasser under “American psycho”, men ikke desto mindre er “Uskrevne regler” alligevel en medrivende fortælling om en generation, der gik menneskelig ligegyldighed i. Derfor anbefaler jeg bogen til alle, der vil lære mere om hvordan man ikke skal behandle sine medmennesker hvis man gerne vil kunne leve med sig selv.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter