0 kommentarer

Skyggen af et bedrag af Anna Grue

af d. 26. oktober 2026
Info
 
Sideantal

435

Udgivet

2026

ISBN

9788727165509

Udgave

1.

 

Jeg har tidligere med stor glæde læst Anna Grues bøger ‘Italiensvej’ og ‘De voksnes rækker’, men dette var mit første bekendtskab med amatørdetektiven Anne-Maj Mortensen, trods det, at det er 6. bog med hende som hovedperson.

Og hvilket skønt bekendtskab! Anne-Maj er en kvinde, det er let at identificere sig med – nyligt pensioneret, sover længe, strikker til krimier i TV (som hun godt kan følge med i samtidig med, at hun tæller masker), hun går ture med sin hund Mortensen, passer børnebørn og hjælper datter og svigersøn, når de er hængt op med arbejde. Og så er hun nysgerrig og god til at se sammenhænge, som politiet måske ikke lige får øje på.

Hun har to børnebørn, Didi, som er intelligent og skarp og følger i sin Mormors fodspor som detektiv – hun har en stor andel i opklaringen af hele sagen. Og så er der den lille Benjamin, som jævnligt bliver passet af Mormor.

Hun ser en dag en ung, forfrossen Hus-Forbi-sælger, køber et blad, og finder ud af, at han hedder Thomas. Hun får lyst til at invitere ham hjem at bo – men hun holder meget af at bo alene, og dropper det. Men en bid mad kan hun da byde på. Og en snak, hvor hun måske er for nysgerrig? Da hun vil opsøge ham igen for at undskylde for at have spurgt for meget, flygter han, fordi han har fundet ud af, at hun hjælper politiet. Hvad er han bange for?

Da Thomas bliver myrdet med knivstik, begynder hun at grave i Thomas’ fortid og kommer i kontakt med hans bror, brorens ekskone, adoptivforældrene – og endnu en Hus-Forbi-sælger, Arne, som har hunden Tøsen.

Flere personer kommer under mistanke, og der er hændelser, der går langt tilbage, som har betydning. Da sandheden kommer frem, er det overraskende – som det jo helst skal være.

Selv om 3 personer bliver dræbt med knivstik i bogen, er den ganske ublodig – og så er den virkelig hyggelig, ikke mindst grundet Anne-Maj Mortensens humor, hendes venlighed over for de svage i samfundet og den afslappede tilgang til tilværelsen.

En dejlig bog – jeg har i hvert fald fået lyst til at læse de 5 foregående bøger om Anne-Maj.

Og så siger jeg tak for listen over bogens vigtigste personer i starten af bogen. Det kan være en stor hjælp, især når man ikke i forvejen kender persongalleriet.

 

Anmelderbog

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter