0 kommentarer

Skule Pontoppidans længsel af Sys Pontoppidan Lyngborg

af d. 18. januar 2025
Info
 
Sideantal

138

Udgivet

2024

ISBN

9788797326947

Originaltitel

Skule Pontoppidans længsel: rejsen mod eventyret på den argentinske pampas i 1890

Udgave

1.

 

Som så mange andre er forfatteren Sys Pontoppidan Lyngborg faldet for den yderst spændende hobby slægtsforskning. Men mens de fleste hobbyforskere nøjes med at finde frem til forfædrenes navnene og forskellige datoer, måske sammenfattet i et smukt lille slægtstræ, så gik forfatteren Sys Pontoppidan Lyngborg helt anderledes til værks med sine undersøgelser.

Resultatet kan læses i hendes slægtsfortælling “Skule Pontoppidans længsel”, hvor læseren får lov til at udvandre med forfatterens oldefar Skule til den argentinske pampas i slutningen af 1800-tallet.

Som titlen antyder, var det ikke fattigdom eller perspektivløshed — dengang de hyppigste grunde for at vende fædrelandet ryggen — men længsel, rastløshed og ren og skær eventyrlyst, der fik Skule til at forlade hjemlandets trygge rammer (og i første omgang også hele familien), for at prøve lykken på den anden side af Atlanterhavet.

Forfatteren skildrer Skules lange rejse med skibet, de første vanskelige måneder, hvor det gælder at falde til i et fremmed land, lære et nyt sprog, finde et arbejde og knokle hårdt. Hun beskriver også det savn og den tvivl, Skule kæmper med, når længslen efter hans familie bliver for stor — og ikke mindst de udfordringer, der følger i kølvandet af at flytte en hel familie til et nyt kontinent.

Forfatteren bruger et enkelt, godt flydende sprog for at tegne et realistisk og detaljeret billede af en dansk udvandrers oplevelser i Argentina anno 1890. Tonen er forholdsvis nøgtern, og der forekommer ikke de store dramatiske eller romantiske episoder — som f.eks. krydrer historien i Jane Aamunds udvandrerepos ‘De grønne skove’ og ‘Smeltediglen’. Men Pontoppidans slægtsfortælling byder på oplysende og inspirerende lekture og vil være lige noget for læsere, der elsker udvandringshistorier.

 

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter