320
2018
978-87-7204-209-1
Two Kinds of Truth - oversat af Søren K. Barsøe
1. udgave
Kriminalbetjenten Harry Bosch nærmer sig med hastige skridt de 70 år, men han er still going strong. Han arbejder som frivillig i den lille politikreds San Fernando i Los Angeles. Her har han lavet sit eget lille kontor i en af cellerne i stationens arresthus. Mens han sidder og gennemgår en sag, får han besøg af sin tidligere kollega, Lucia Soto fra LAPD. Hun, makkeren og en statsadvokat har en dårlig nyhed, der får det til at løbe koldt ned af ryggen på Bosch: I en gammel sag, som Bosch har ledet, er der fundet ny DNA materiale, der vil løslade den dømte Preston Borders fra dødsgangen, og et muligt sagsanlæg er højst tænkeligt. Bosch er dog hundrede procent sikker på, at Borders var morderen, men hvordan får han det bevist?
Som det er ved at være kutyme i de nyere Connelly bøger, så er der selvfølgelig en sag mere i historien. To apotekere bliver brutalt myrdet i deres butik, og noget tyder på, at der foregår et kæmpe svindelnummer i den medicinske verden. Bosch går undercover for at få optrevlet sagen.
Der er kommet fart i Klims Connelly udgivelser, hvilket er prisværdigt. Timingen er også fin, da handlingen i denne bog ligger til grundlag for næste sæson af Bosch TV serien.
Det er en rigtig god og bundsolid omgang Bosch, der bliver disket op med. Historien har både dybde og tråde til Boschs gamle arbejdskodeks og til hans barndomstraume. Den gamle sag er den mest spidsfindige og måske en smule søgt, og slutningen er vist kun noget der findes på amerikanske film, men den giver alligevel en varm feelgood stemning. Mickey Haller, spiller en stor rolle og sætter brødrenes forhold på prøve. Der er også gemt en lille twist til sidst, noget jeg har savnet i de senere bøger.
Jeg har stadig fornemmelsen af, at det hele kommer lidt for let til Bosch. Det regner med appelsiner ned i hans turban, når det kommer til opklaringsarbejdet. Det er længe siden Bosch sidst var på vildspor sammen med læseren, men hvad pokker, han er jo også en dygtig betjent.
Slutningen kalder på en sag for Bosch og Soto, men næste bog har dog Bosch og Connellys nye hovedperson, Ballard, i et samarbejde. ’Dark Sacred Night’ hedder bogen og er lige udkommet, og Klim har annonceret en udgivelse til marts 2019.
Der er kommet styr på korrekturlæsningen siden sidst og det er også en udmærket oversættelse af Søren K. Barsøe, men kan vi ikke bare lade ’Operation Dirty Denim’ blive stående, i stedet for ’Aktion Skidenbuks’? Jeg havde nær spildt kaffe ned over mig!