Testamente af Nina Wähä

Kom indenfor hos familien Toimi!
Nina Wähä lukker læseren ind, og vi lærer i et stille og roligt tempo denne specielle familie at kende.

Bogen er i 3 dele med hver sin bærende karakter, og så er fortælleren hele tiden tilstedeværende, både med små indskudte bemærkninger og teksterne før hvert kapitel, som giver en forsmag på, hvad der kommer til at ske.

En for en lærer vi søskendeflokken at kende – 12 meget forskellige personligheder, nogle er ensomme, enspændere, sære – andre har tætte venskaber i flokken. De har tidligt i livet lært at klare sig selv, de føler sig ikke specielt værdsat, ingen reagerer, hvis en af dem er væk i et par dage, og ingen opdager, at en af pigerne i en længere periode misbruges af en voldelig fyr. De har lært at gemme følelserne langt væk.

Vi starter med Annie, den ældste levende datter, som er på vej hjem til Torndalen i Finland fra Stockholm – fyldt med uro og modstridende tanker. Annie er gravid – og hun det svært med tanken om, at hun skal være mor. ’Mor var jo Siri, en mor havde forklæde på og tørre og sprukne hænder, en mor rev en i håret, hvis man gjorde noget forkert, en mor passede, tog sig af, en mor tændte op i badstuen, skrællede kartofler, altid med en unge på hoften, nogle stykker rundt om fødderne…’
Familien sammenligner hun med ’en rottekonge, sammenfiltrede ved halerne, ufrivilligt sammenvoksede’.

Bogens anden del har hovedvægten på mor Siri, den lyse Siri, hun er 54 år, har født 14 børn, hvoraf de 12 stadig lever. De to førstefødte døde som små. Siri var meget ung, kun et barn, da hun mødte Pentti og blev forelsket – både i Pentti, hendes diametrale modsætning og med ham muligheden for at komme væk fra sit barndomshjem, hvor der aldrig var mad nok, og hvor mors næver sad løst.

Pentti er som en mørk skygge i familien – en hård og kold mand. Så snart han træder ind ad døren, skifter stemningen. Han er tilsyneladende uden følelser for sine børn – da den mindste søn falder i et kar med kogende vand, kommer han end ikke ud af stalden, trods skrigene. Kun én af sønnerne føler han sig knyttet til.

I bogens tredje del kommer Pentti endelig til orde og vi hører med hans egne ord, hvordan han er blevet som han er – en bitter mand, som ikke har haft det nemt i livet, og som ligesom Siri ikke kunne komme hurtigt nok væk fra barndomshjemmet. Pentti er mørk både af ydre og indeni.

Det er en fantastisk fortælling, som trods den trøstesløshed, der hviler over familien, alligevel er skrevet i en let tone.
Man bliver virkelig suget ind i familiens fortælling, som er barsk og gribende. Det tog mig lang tid at læse bogen – jo, den er da også lang – men det var mest fordi bogens personer lige skulle have tid til at bundfælde sig, at jeg ikke læste for store bidder ad gangen. Og så må jeg også indrømme, at jeg sparede lidt på siderne, for jeg ville gerne have bogen til at vare længe.

’Testamente’ er virkelig velskrevet, helt speciel og unik. Disse mange søskende, som er faldet yderst forskelligt ud, er skildret med stor troværdighed. Det var en fin og positiv oplevelse at stifte bekendtskab med Nina Wähä, som har skrevet tre romaner, hvoraf kun ’Testamente’ er oversat til dansk. Hun skriver helt fantastisk – jeg håber, vi får lov til at læse mere fra denne spændende forfatter.

Lån bogen på biblioteket