Telefon af Ida Jessen

Lisa er frivillig i en københavnsk telefontjeneste, hvor ensomme mennesker kan ringe ind og få stillet et øre til rådighed.

Det er nogle sære, triste skæbner, Lisa får i røret. Som nu moren, hvis datter er kommet hjem fra udlandet for at konfrontere hende med et langt livs alkoholproblemer. Moren er desværre stadig tørstig, så hvad kan man råde hende til? Og så er der den arrige person, der vil slutte hver vredladen samtale af med et helende Fadervor.

Fadervor er Lisa heldigvis ekspert i, for hun er uddannet præst, men praktiserer ikke længere. Engang var hun en afholdt præst i den lille by Hvium, og dér blev hendes syvårige dreng Gustav kørt ihjel.

Igennem samtalerne med de anonyme eksistenser fornemmer man, at de fungerer som en art psykoterapi for Lisa. Hjælp til selvhjælp.

Ikke at hun selv er i nogen akut krise eller føler sig specielt ensom – hun har jo både mand og børn – men hendes indlevede måde at tackle andres små eller større problemer antyder, at hun mere end forstår dem. Takes one to know one, som vi siger.

Og så en dag får Lisa en stemme i røret, som hun kender. Eller, det vil sige, hun kender ikke stemmen, men den baggrund kvinden opruller. Den ukendte har også boet i Hvium, og hun viser sig at kende til detaljer om Gustavs død, som Lisa ikke selv gør.

Som samtalerne med kvinden bliver flere og mere detaljerede, ribbes der op i gamle sår hos begge parter. Spørgsmålet er, om det er vejen til at slutte fred med fortiden eller det stik modsatte?

“Telefon” er en ekstremt velskrivende Ida Jessens overrumplende fortsættelse af den for længst afsluttede Hvium-trilogi. Den korte roman med de mange små, lakoniske samtaler skal læses for Jessens overlegne dialogbehandling og for den behjertede indsigt, man får i et velfærdssamfunds mange marginaliserede randeksistenser.

Tænk, hvad menneskelig kontakt betyder for os alle sammen. Om det så bare er via en telefon.

Lån bogen på biblioteket