Stormfugl af Conn Iggulden

Før mødet med “Stormfugl” af Conn Iggulden, var de engelske rosekrige kun noget jeg havde hørt om. Jeg vidste ikke hvad de gik ud på, eller hvornår i Englands historie de skulle have fundet sted. Da jeg stødte på “Stormfugl” hos den lokale boghandler, og da jeg har en svaghed for historiske romaner der udspiller sig i Europa i middelalderen og tidligere, var der ikke så meget tvivl om at bogen skulle med hjem på reolen. Det var først da jeg kom hjem, at jeg opdagede at bogen er den første i en trilogi om Rosekrigene.

For den historieinteresserede, vil Conn Iggulden ikke være ukendt. Han har tidligere skrevet romanserier om så forskellige personer som den romerske leder og hærfører Gajus Julius Cæsar og Djengis Khan. Disse har jeg dog ikke læst, da de ligger udenfor mit historiske interesseområde.

Iggulden skriver en virkeligt spændende historisk roman, og de lidt mere end 400 sider blev slugt i løbet af få dage. Fra første side steg spændingskurven til store højder, og blev der. Som læser kommer jeg ind under huden på de fleste hovedrolleindehavere, og lærer deres styrker og svagheder at kende. En historisk roman om voldsomme tider i midten af 1400-tallet, må nødvendigvis indeholde en vis mængde vold – og det skal jeg da også lige love for at “Stormfugl” gør. Sine steder udpenslet i detaljer som man egentlig ikke har lyst til at stifte bekendtskab med, men som nødvendigvis må beskrives indgående, for at sætte scenen for fortællingen. Der er en del vold, og sine steder driver blodet næsten ned over siderne, men det blive aldrig vold for voldens skyld. Iggulden sørger omhyggeligt for at hans læsere forstår baggrunden for de forskellige træfninger. Men selvfølgelig får det lige den ekstra tand som en god spændingsroman skal have.

Jeg vil end ikke begynde på at kaste mig ud i et referat af handlingen, der både er omfattende og vidtrækkende. Men kan dog nævne at den handler om Henrik d. 6., hans franske hustru Margaret, og York-klanens forsøg på at vippe den kronisk syge Henrik af tronen. Og så er der noget med Frankrig der går helt galt. For den historieinteresserede, er “Stormfugl” værd at stifte bekendtskab med.

Men, for der er altid et men. I en efterskrift fortæller Iggulden hvordan han har måttet manipulere med virkeligheden, for at bevare spændingskurven på sit højeste hele vejen igennem. Historiske personer rokeres rundt så handlingen bliver konstant fremadskridende. Som historieinteresseret er det selvfølgelig et minus, selvom forfatteren måske nok befinder sig indenfor rimelighedens grænser for kunstnerisk frihed (og nogle gange særdeles tæt på disse grænser).

Oversættelsen er lidt ubehjælpelig sine steder, ligesom alt for mange fejl er sluppet gennem korrekturen med livet i behold. Men, at 2. og 3. bind af serien også skal hjem på reolen, er der ingen tvivl om.

Lån bogen på Bibliotek.dk