G – Det brænder på Ramblaen i Barcelona af Daniel Sánchez Pardos

Barcelona, oktober 1874. Gabriel Camarasa, 20, reddes fra at bliver kørt ned af en løbsk hestesporvogn, mens han betragter en brand på Ramblaen. Hans redningsmand er ingen ringere end “den mest usædvanlige mand i min generation” – den senere stjernearkitekt, Antoni Gaudí, 22.

De to unge mænd bliver venner, og den selvbevidste Gaudí viser sig at besidde mange talenter, blandt andet en deduktionsteknik, der ikke lader Sherlock Holmes meget tilbage.

Branden, som Gabriel er vidne til, er ved at fortære domicilet til et eftermiddagsblad, som er konkurrent til Gabriels fars nye sensationssprøjte, Illustrerede Nyheder. Snart efter anklager de barcelonesiske myndigheder Gabriels magtfulde far for at stå bag branden og et mord på en gammel kunsthandler. Formålet skulle angiveligt være at omstyrte den unge republik og støtte de spanske velhaveres forsøg på sætte Bourbonmonarkiet i form af Alfons XII tilbage på tronen. Det er dødsensalvorlige beskyldninger.

Men hvis det ikke er Gabriels far, der står bag branden og mordet, hvem så? Og hvorfor?

Gabriel selv er en besynderligt veg, nærmest enfoldig hovedperson, hvilket flere også beskylder ham for undervejs. Hans vigtigste bidrag til handlingen er at møde Gaudí, der herefter fuldstændigt overtager styringen med sine skarpe observationssans, sine lyssky forretninger og misliebige bekendtskaber, der måske, måske ikke kan frelse faderen fra en tur i garotten.

En fremmelig, rødhåret engelsk tegnerske, der illustrerer den nævnte sensationsavis med sine uhyggeligt detaljerede øjenvidneskildringer, udgør en vægtig modpol til Gaudí i det umage detektivtrekløver, hvor Gabriel nærmest kun er med som blind passager.

”G – Det brænder på Ramblaen i Barcelona” er en langstrakt, særdeles hyggelig roman for læseglade bogorme. Det føles på en gang trygt og eksotisk at være i selskab med velhavende spaniere og frejdige englændere samt deres tjenestefolk, spise og drikke ved deres veldækkede borde, gå i teatret og på bar, strejfe om i Barcelonas gader mellem hestevogne, skidne tiggere og det bedre borgerskab. Lidt opium, en smule laudanum og en håndfuld letlevende damer giver hele forestillingen et strejf af noget dristigt.

Daniel Sánchez Pardos skriver godt og har begået en flot research til bogen. Den unge spanier har dog en uvane med at afslutte hvert kapitel med en skæbnesvanger cliffhanger, som i det følgende kapitel oftest fiser ud i det rene ingenting. En anden svaghed er, at store dele af handlingen foregår gennem Gabriels referat til en af de andre personer – altså efter, begivenhederne har fundet sted. Det tager toppen af dramaet og bliver i længden en anelse monotont.

Lån bogen på biblioteket