Snigskytten af Ed McBain
Så fik jeg endelig læst min første Ed McBain krimi. Den produktive herre udgav 1-2 bøger om året indtil sin død i 2005. Han bliver anerkendt som politiromanens ophavsmand, hvor Sjöwall og Wahlöö bliver nævnt som et forfatterpar, der har fundet inspiration i hans forfatterskab, og det er faktisk ret iøjnefaldende i ‘Snigskytten’. Der er kommet over 50 bøger i serien om ‘Station 87’, og det bliver ikke sidste gang, at jeg vil opklare en sag sammen med Steve Carella og hans kollegaer.
En snigskytte hærger i storbyen. Han skyder tilfældige mennesker fra hustagene med flere dages mellemrum og tager indimellem en pause. Carella og hans kollegaer er på bar bund, og da de endelig finder sammenhæng i mordene, kan de stadig ikke løse gåden.
Lidt underligt har McBain valgt at lade ‘Station 87’ bøgerne foregår i en fiktiv amerikansk by, det skæmmer nu ikke historien, og han har vist gjort det, for at undgå de utallige ændringer der hele tiden blev lavet i New Yorks politivedtægter. Bogen er fra 1963 og er nr. 17 i serien. Man hører om en enkelt episode fra en tidligere bog (tror jeg da), men ellers virker det ikke til, at man behøver at læse serien i rækkefølge.
Jeg kan godt lide McBains stil. Med en blanding af humor og alvor i replikkerne bliver det aldrig kedeligt. Indimellem skal han dog fortælle lidt om samfundet, og en lang tirade med lovparagraffer fra straffeloven virkede temmelig kunstig og malplaceret. Opklaringsarbejdet fejler dog ikke noget. Selvom om Steve Carella måske står som hovedperson, så følger vi også hans kollega Meyer Meyer og den lidt uheldige Bert Kling. Der er nogle herlige scener med en ung kvinde, der gerne vil hjælpe til med opklaringen, hvor især Kling får ørerne i maskinen.
Plottet er ikke det stærkeste, men det var det måske i 1963? Jeg synes heller ikke, at man kommer så meget ind under huden på de forskellige personer i bogen, men det gør man måske i de andre historier? På den måde kommer den til at virke som en ‘let’ krimi i stil med serien om Kommissær Høyer af Kirsten Holst, men det skal ikke forstås negativt. Det er indimellem dejligt at læse en krimi i den kategori, hvis man er kørt lidt træt i murstenskrimier, hvor opklaringen fører ud i 17 forskellige spor, og de 16 ender blindt. Jeg skal i hvert fald have et par ‘Station 87’ med på ferie…
