0 kommentarer

Grundvold af Rachel Röst

af d. 20. juni 2021
Info
 
Sideantal

398

Udgivet

2020

ISBN

978-87-02-21801-5

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

”Grundvold” er en autofiktiv roman, der er en rystende fortælling om en ung piges opvækst i en mormon-familie i Urbanplanen på Amager. En bog, der helt korrekt beskrives som en roman om social kontrol og religiøs fanatisme.

Rebecca er født i 70´erne og vokser op i en familie, hvor faderen som ung tilsluttede sig mormon-kirken og med tiden fik en fundamentalistisk tilgang til sin religion, som han presser ned over sin kone og sine 3 døtre. Faderen betaler dele af sin lave løn til kirken, mens hans døtre hver dag sendes i skole uden madpakker.
Faderen, der indkalder døtrene til krydsforhør mindst hvert halve år da de bliver teenagere for at udfritte dem om de nu passer deres bønner, om de er et godt forbillede for andre – og som de bliver ældre får spørgsmålene også mere grænseoverskridende karakter som f.eks. ”rører du nogle gange ved dig selv?”.

Faderen, der ser sig selv som familiens overhoved og som forventer og kræver at både kone og børn tilbeder ham og adlyder ham i alt. Moderen makker ret og er blevet verdensfjern og det er et hjem, hvor menneskelig omsorg og krammere er aldeles fraværende. Ren underskuds-familie både økonomisk og åndeligt. Makker man ikke ret udelukkes man af fællesskabet.

Som teenager kontakter Rebecca kommunen da hun mistrives og hun anbringes på ungdomspension, hvor hun kommer i dårligt selskab: stjæler tøj i butikker, ryger hash, er flabet overfor de voksne på stedet. Som 18-årig flytter hun på kollegium, starter på HF, men smides ud pga. fravær – og hun bruger tiden på hash og alt og ingenting – indtil hun ved et uheld bliver gravid som 19-årig (barnets far er kriminel, ryger hash og er uansvarlig).

Rachel vælger at beholde barnet og begynder vejen mod at få kontrol over sit liv. Finder egen lejlighed, genoptager HF-studierne. Der sker også det, at hun mister tiltroen til mormon-kirken og melder sig ud, da hun ikke vil have sønnen opdrages i et miljø hun anser som skadeligt.

”Grundvold” er historien om at vokse op i et intolerant, fanatisk miljø fuld af social kontrol, regler og forældede kønsrollemønstre. En historie om at bryde ud og finde sig selv efter at have været udsat for hjernevask og omsorgssvigt i årevis.

”Grundvold” er en rystende og sindsoprivende læseoplevelse, der er uhyre læseværdig og meget troværdig. Rachel Röst har med denne bog bedrevet en af de bedste og mest velskrevne bøger, der er udkommet i år – og det er også en af de væsentligste bøger i lang tid.

Anmeldelsen kan kortes ned til: læs bogen for pokker.

Anmeldereksemplar

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter