Skarpe genstande af Gillian Flynn

Gillian Flynn debuterede i 2006 med domestic-noir romanen “Skarpe genstande”, der udkom på dansk i 2007. En debut der, helt fortjent, indbragte hende flere priser.

Journalisten Camille bor i Chicago, men sendes til en lille by i Missouri for at dække mordene på to små piger. Den lille by er samtidig Camilles hjemby, og hendes mor, stedfar og halvsøster bor der stadig. Camille havde en søster mere, men hun døde mange år tidligere. At kalde Camilles familie dysfunktionel, vil være at gøre den en tjeneste.

Gillian Flynn fortæller i “Skarpe genstande” en helt forfærdelig historie, og det vil næsten være en underdrivelse at kalde den en psykologisk thriller. Bogen handler naturligvis om de to små myrdede piger, og opklaringen af drabene, men den handler i virkeligheden om meget mere. Den lille by er skarpt opdelt i de rige og de andre, og intet er tilsyneladende hvad det giver sig ud for at være. Camilles familie hører til den rige del, hvor det mest handler om at tage sig godt ud, og at gemme eventuelle skeletter i dertil egnede skabe. Lad mig bare sige, at de rige har nogle meget store skabe.

Forfatteren har dels udtænkt en helt vanvittig historie, der dels er et højspændt psykologisk drama, og dels er en krimi hvor læseren selv kan gætte med. Det er ikke en vild og blodig bog, og det er det der gør den så fremragende. Ofte ser man krimiforfattere kompensere for manglende talent, ved at dænge historien til med bloddryppende detaljer, som ingen rigtig har lyst til at læse om. Dygtige forfattere, gemmer blodet af vejen, og skriver sig ind i læserens hjerne. De ved nemlig, at hvis de først kommer derind, er der basis for at skabe ægte uhygge. Gillian Flynn er en af disse dygtige forfattere. Hun mestrer i høj grad sproget og kunsten at fortælle en historie. Og selv om nogle af hendes karakterer – faktisk de fleste – er temmelig groteske, formår hun alligevel at få dem til at fremtræde troværdige. Jeg kan se Camilla for mig, og jeg kan se hendes familie, hendes forfærdelige halvsøster, hendes gamle gymnasievenner, og alle andre der befolker Flynns univers. Og selv om de er forfærdelige og utroværdige som mennesker, så tror jeg alligevel på dem som karakterer i “Skarpe genstande”. Det er mildest talt godt klaret, at få netop persongalleriet i “Skarpe genstande” til at fremtræde troværdigt.

Vi har nok alle et eller flere skeletter i skabe rundt omkring, og det er nok derfor vi kan identificere os med forskellige karaktertræk hos de personer der befolker “Skarpe genstande”. Og der hvor vi kan kende os selv, kan det godt gå hen at blive rigtig uhyggeligt.

Og slutningen… Den havde jeg ikke set komme.

Lån bogen på bibliotek.dk