0 kommentarer

Sine qua non af Marcel Ruijters

af d. 7. juni 2016
Info
 
Sideantal

159

Udgivet

2011

ISBN

9788791611308

Originaltitel

Sine qua non
Oversætter: Torben Hansen

Udgave

1 udg.

 

Hvis nogen havde fortalt mig i 1974, da jeg terpede De Puniske krige i Mikkelsens lille latinbog en varm sommerdag før eksamen, at jeg 42 år senere skulle på en lige så varm sommerdag ville få glæde af mine anstrengelser og sidde og læse tegneserie på latin, havde jeg sagt at det var løgn. Men fakta er at jeg netop har tilbragt en dejlig sommerlørdag i haven i selskab med “Sine qua non” og en iskold ramlösa….og skal jeg være ærlig, ramlöseren var bedst. Jeg har for ikke så længe siden læst Marcel Ruijters “De hellige” med stor fornøjelse, så da lejligheden bød sig til at få forgængeren slog jeg til. Jeg opdagede dog hurtigt, at dette ikke var helt det samme. For det første er “Sine qua non” ikke i farver, hvilket gør den lidt tung i længden, men hvad værre er, der er stort set ingen tekst ud, over en sides forord, der sætter tegningerne i kontekst, og den smule der er, er på latin. Heldigvis er der et fint lille register bagerst i bogen, så de fromme gloser let lader sig forstå af menig mand.
Handlingen i de otte små fortællinger, bygger på de fromme nonner i deres middelalder klosteret, der kæmper mod dæmoner og monstre i forsøg på at komme nærmere himlen og væk fra helvedes pinsler. En kamp der ikke er let og som byder på de skrækkeligste prøvelser undervejs. Jeg kan godt lide stregen i Marcel Ruijters tegninger, men uden tekst og farver bliver bogen alt for tung og ensformig, og de otte historier flyder sammen og er svære at skelne fra hinanden.

Min bedømmelse er helt sikkert farvet af at jeg har læst “De Hellige” først, men det er voldsomt svært ikke at komme til at sammenligne, og mine forventninger lå jo også på et andet sted, end hvis det havde været den første af Marcel Ruijters tegneserier, jeg læste. I øvrigt betyder sine qua non – uomgængeligt, (lat. ‘uden hvilken ikke’), udtryk for, at noget er ufravigeligt, uomgængeligt.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter