0 kommentarer

Puls af Stephen King

af d. 25. oktober 2006
Info
 
Sideantal

411

Udgivet

2006

ISBN

87-11-29267-9, 978-87-11-29267-9

Originaltitel

Cell

 

“Puls” begynder en ganske almindelig oktoberdag. Clayton Riddell har netop underskrevet en kontrakt om at få udgivet sin tegneserie, da verden pludselig går amok. En husmor angriber en ismand og to teenagepiger, der et øjeblik før har fnist sammen over en mobiltelefon, flår struberne ud på hinanden.

Det lykkes Clay at undslippe den umiddelbare tumult sammen med en fremmed mand, Tom. Sammen søger de tilflugt på hotellet, hvor Clay bor for at finde ud af, hvad det er der foregår.

Det viser sig, at en mærkelig form for virus, som spredes via mobiltelefoner, er sluppet løs. De mennesker, der hører den, bliver vanvittige af raseri og forsøger at myrde alle i nærheden. De to mænd samt pigen Alice, som de redder ved hotellet, beslutter sig for at drage ud af byen sammen, og på deres rejse opdager de, at “telefonfolket” begynder at ændre sig.

Stephen King skriver også i denne roman et flydende og fængslende sprog. Han rammer plet med sine personbeskrivelser, og man føler lynhurtigt for den lille gruppe, som bevæger sig igennem landet omgivet af sindssyge galninge. Samtidig sætter han fingeren på den angst for terror, som har grebet USA – og måske resten af den vestlige verden – efter 11. september 2001.

Desværre hænger en del af plottet ikke godt nok sammen. Den forklaring, King giver på gruppens tvungne rejse, er simpelthen ikke god nok, og det er en skam, for King er ellers en af de få forfattere, som både formår at skræmme og give en sammenhængende historie på samme tid.

Alligevel er “Puls” værd at læse. King giver et skræmmende bud på, hvor hurtig vores verden kan bryde sammen. Bare forestil dig, at du ikke har mulighed for at bruge din telefon! Og oveni det kommer så det pludselige udbrud af vanvid og blodrus. Uhyggeligt – og uhyggeligt velskrevet.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter