0 kommentarer

Prospect Park West af Amy Sohn

af d. 1. juni 2011
Info
 
Sideantal

478

Udgivet

2011

ISBN

978-87-11-41167-4

Originaltitel

Prospect Park West (amerikansk)

 

“Prospect Park West” er en af den slags bøger, der nok aldrig vil indbringe forfatteren Nobel-prisen i litteratur, men bogen formår alligevel at være underholdende – dog uden at være fremragende.

Som navnet måske antyderforegår bogen i New York, hvor læseren stifter bekendtskab med 4 forskellige kvindes hverdag.

Melora Leigh er berømt skuespiller, som de fleste kvinder misunder, fordi hun er rig, smuk og berømt. Privat kører tilværelsen ikke på skinner for hende – bl.a. fordi hun føler sig ignoreret af manden, Stuart Ashby.

Karen er til gengæld ikke berømt – hun er opmærksomhedskrævende, misundelig, en hysterisk mor, og hun vil gøre alt for at bo et dyrt sted, for så er hun sikker på, at hendes liv vil blive mere givende.

Rebecca er udadtil succesrig – hun er veluddannet, har et godt job, en dyr og dejlig lejlighed og en lille datter. Rebecca er dog ikke tilfreds, for hun har ikke formået at hundetræne sin mand til at gøre som hun gerne vil have ham til – manden forguder deres datter og ignorerer Rebecca, og det er Rebecca ikke tilfreds med. Det medfører bl.a. at Rebecca indleder en affære med Stuart Ashby, der er gift med Melora Leigh.

Sidst, men ikke mindst møder vi Lizzie, der er gift med en musiker – Lizzie er heller ikke tilfreds med sit liv, bl.a. fordi manden næsten aldrig er hjemme. Lizzie forsøger at bøde på mandens fravær ved at kaste sit kærlige øje på Rebecca – for humlen er den, at Lizzie er biseksuel – måske endda lesbisk, der bare tilfældigvis har valgt at gifte sig med en mand i stedet for at være sig selv.

De fire kvinders liv flettes sammen, og det er på mange måder underholdende – men jeg skal gerne indrømme, at bogen for min skyld godt kunne have været 100 sider kortere.

Sproget er udmærket, handlingen en kende langtrukken og personerne til tider en anelse karikerede. Det afholder dog ikke bogen fra at være underholdende og læseværdig – så jeg vil gerne anbefale andre at læse “Prospect Park West”.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter