Pigeliv og kvindeliv af Alice Munro

Munro var i slutningen af 30’erne, da hun påbegyndte novellesamlingen, og hendes egen livserfaring skinner igennem i de mange nuancer, hun tilfører sine kvindelige karakterer. Sproget er på én gang simpelt og dybdeborende, og hun formår at beskrive det komplekse i et forholdsvis jævnt liv anno dazumal på en måde, der både er genkendelig og overraskende.

Bogens opbygning, hvor de enkelte historier gennemlyser den følsomme og begavede Dels liv og tankeverden, giver læseren mulighed for at se hendes udvikling gennem forskellige prismer. Forholdet til hjerteveninden Naomi, der er mere tiltrukket af de konventionelle drømme, fremhæver Dels intellektuelle nysgerrighed og hendes stigende følelse af at være anderledes.

Munro skaber et univers, hvor tidens normer og forventninger til kvinder beskrives og samtidig udfordres, og hvor det såkaldt svage køns kamp for at skabe sin plads i en mandeverden står centralt. Man aner, at den klarhjernede, litteraturinteresserede Del minder mere end en smule om forfatteren selv.

I min optik er der tydelige paralleller mellem Munros værk og Elena Ferrantes bøger. Begge forfattere formår at skildre kvinders indre liv med en rå ærlighed, der rammer lige i hjertet. Selvklart er Ferrantes bøger præget af et mere nutidigt, katolsk og kaotisk Italien, mens Munro befinder sig i efterkrigstidens gråmelerede, fattige og protestantiske Nordamerika.

“Pigeliv og kvindeliv” er et lille mesterværk, der med fordel kan læses af alle, der interesserer sig for (historisk) litteratur om kvinder, identitet og omgivelsernes forventninger. Munros præcise observationer og subtile humor gør bogen til en medrivende læseoplevelse, om end ikke ganske på højde med Ferrantes pige/kvinde-fortællinger.

Lån bogen på biblioteket